|
Helge Rasmussen
Født den 2. april 1896 i Årslev Mølle,
Sønder Aarslev Sogn,
Hasle Herred,
Aarhus
Død den 12. marts 1953.
Begravet: Als Østhimmerland,
Als Sogn,
Hindsted Herred,
Aalborg
Helge Rasmussen dimmiteredes 1917 fra Jonstrup Seminarium, var 1917-1918 ansat ved ungdomsskolen i Skelund, virkede en tid som andenlærer i Blendstrup og beklædte fra 1921 til sin død førstelærerembedet i Als ved Hadsund. Var tillige kirkesanger ved Als Kirke, en årrække medlem af menighedsrådet, stifter af ungdomsforeningen og sangforeningen i Als samt leder af sangkoret.
Som udtryk for Helge Rasmussens lærergerning nævnes, at det altid var en svær dag for ham, når børnene skulle udskrives fra skolen; Han følte stærk vemod ved at skulle skilles fra dem.
Efter hans død skrev sønnen Bent Rasmussen en kronik over ham i Aalborg Stiftstidende for 5. juli 1953, hvoraf nogle uddrag her gengives:
"Det er svært at give et fyldestgørende billede af fars undervisning, for man kunne ikke pege på nogen bestemt metode eller idé, selv om far fulgte godt med i "det nye" og næsten hver sommerferie var på kursus.
Udgået af en friskoleslægt var han præget af Grundtvigs skoletanker, og fortællefagene samt dansk og regning var for ham de vigtigste. Men også regning og skrivning tog han sig ivrigt af. Og han legede på en sådan måde, at regnetimerne blev spændende og festlige. Og hvor han kunne, brugte han sang. Tabellerne fik melodi, og blev sunget sammen med remsen.
Små historier, som indbød til regneopgaver, blev flettet ind, og tre hold arbejdede samtidig på hver sit stade, uden at der opstod vanskeligheder af den grund. I dansk var der også to-tre hold, et hold diktat, et andet stillelæsning, et tredie diktatforberedelse.
Det var ikke så lige til at lodde dybden af fars religiøse overbevisning og den virkning, han ønskede at udøve på børnene i religionstimerne. Far var så blufærdig, at han kun meget sjældent lukkede op for sit indre - og da kun i glimt. Men engang kom han ud fra skolestuen og sagde med et lille skævt smil: "Der er ikke noget så dejligt som at have bibelhistorie med første klasse".
Han ville have, at vi skulle arbejde selvstændigt, og det lærte vi alle i så høj grad, vore evner tillod det. "Du er ligesom en trillebør", sagde han til en dreng, "du går i stå, hver gang jeg ikke har fat i dig. Du må se at lære at gå i gang af dig selv, for når du kommer ud af skolen, så er der skam ingen, der puffer til dig, hver gang du går i stå".
Der var ingen disciplinkrise. Far var alt for rolig og naturlig. Han gik ind i sin skolestue på samme måde, som han gik ind i sin dagligstue. Han var det lykkeligste og mest harmoniske menneske, jeg har kendt - altid i balance, aldrig spændt og krampagtig. Han udgav ingen lærebøger, han indførte ingen nye pædagogiske systemer, og han afslørede ikke uudforskede områder i børnenes sjæleliv. Men han var glad for sit arbejde og sine børn; og vi var glade for at komme i skole hos ham.
Så nemt er det at være en ganske almindelig lærer - så meget kræves der for at få denne hæderstitel hæftet på sig".
Helge Rasmussen tog også del i sognets liv og var med til at starte en foredragsforening i Als; i flere år var han også medlem af menighedsrådet.
I en nekrolog i "Folkeskolen" hedder det blandt andet:
"Helge Rasmussen tilhørte en udpræget lærerslægt, idet hans far og mange af hans slægtninge har været eller er lærer. Hans lyse livssyn og friske, sprudlende humør gjorde ham i høj grad skikket til at gå i deres fodspor. Han blev en både dygtig og afholdt lærer, som børnene havde tillid til. I 25 år ledede han sammen med sin hustru børnefesterne i Als bakker; han oprettede og ledede en sangforening og holdt aftenskole".
Ved hans død indsamlede beboerne et beløb til en mindesten, der på givernes forslag bærer indskriften: "Tak for trofast virke i skole og kirke".
|
