Frandses Frænde Fortegnelse

Indgang
Slægterne
   Adslev-slægten
   Slægten Fisker
   Aarslev Mølle
   Als skole - oversigt
   Træskomagerne fra Himmelbjerget
   Slesvigeren i Hvolbæk
      Interview af Frk. Kandborg
      Interview af Thomas Poulsen
   Valgmenigheden i Bering
Personerne
Lokaliteterne
Brugere
Log ind

Kontakt Frands:
post[snabela]frands.dk
Mobil: 23 24 63 76

 

 

Under konstruktion

Interview af Thomas Poulsen

I efteråret 1963 interviewede mine forældre Benny og Knud Peter en gammel mand ved navn Thomas Poulsen. Han var opvokset og boede stadig på Hvolbækegnen ved Skanderborg, og han havde kendt Knud Slesvig. Han var født i midten af 1880-erne, så han var næsten voksen, da Knud Slesvig døde i 1901.

Samtalen blev optaget på bånd, og her er, hvad jeg mener at kunne høre på båndet:

 

Knud Peter:

..Poulsen.

Poulsen:

Ja.

Knud Peter:

Nu skal vi jo altså have dig til at fortælle os lidt om Knud Slesvig.

Poulsen:

Ja.

Knud Peter:

Og hvad tid.. Kan du huske hvad tid han er flyttet herop og ..

Poulsen:

Nej. Det kan jeg ikke.

Knud Peter:

Nå, det kan du ikke.

Poulsen:

Nej, det kan jeg ikke. For.. Men.. I min ungdomstid, da var det jo skik og brug herude på landet, småfolkene kaldte vi dem, husfolkene.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Dem kørte vi jo brændsel til om vinteren og om sommeren tørv.

Knud Peter:

Jaja.

Poulsen:

Men.. og det har jeg også gjort til Knud Slesvig.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Og.. Det husker jeg jo så tydeligt som.. som i dag, når en tid til de.. Men de havde det småt.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Men de sled (?) godt.

Knud Peter:

Nå, det gjorde de.

Poulsen:

Det gjorde de.

Knud Peter:

Jamen kan du huske noget om, om han selv har bygget det hus derovre?

Poulsen:

Det kan jeg ikke huske noget om. Det eneste, jeg kan huske om, hvad han.. Han slog jo sten ved kommunen.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Ham.. Ham og.. og Seske (?) .. en gammel mand, der boede heroppe i Hvolbæk, og så var der en, der hed Søren Kandborg.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Og en, der hed.. Han boede også ude på Hvolbæk Mark, og så var der en, der hed Per Jensen, der boede i Fruering, og se, de slog sten for kommunen, men om sommeren så rejste de ud og slog sten for amtet. Så rejste de ud og var ude så i otte dage af tiden.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Ja. For det.. det var..det tjente de.. men de fik ikke noget for deres arbejde dengang.

Knud Peter:

Nej.

Poulsen:

Det gjorde de ikke. Men han fortalte da, det husker jeg også, han havde været med i krigen i '64, havde Knud Slesvig.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Det kan jeg huske. Jeg har nemlig sådan en erindring fra den tid.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Det var en af deres kammerater, der var sådan.. hørte til Indre Mission, men så var de blevet omringet, fortalte han. Og så da de havde.. de kunne hverken få mad eller drikke.

Knud Peter:

Nej.

Poulsen:

Og så sagde de til ham, bed du så Vorherre, og så hent du os noget at spise og drikke.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Og det gjorde han.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Og så fortalte han, at da han kom tilbage, da var der kugler i hans tornyster.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Men han hentede det.

Knud Peter:

Ja. Nå, var det ham, der var sådan ..

Poulsen:

Det var Knud Slesvig.

Knud Peter:

Var det ham, der hentede?

Poulsen:

Nej, men de havde en kammerat..

Knud Peter:

Der var sådan lidt missionsk..

Poulsen:

..der var lidt missions.

Knud Peter:

ja. Og ham drillede de lidt..

Poulsen:

..Og ham drillede de jo, og så sagde de til ham, de var jo omringet, de kunne ikke komme derfra..

Knud Peter:

Ja, de kunne ikke komme derfra, nej. Og han gik så godt nok ud..

Poulsen:

Og han gik, og han hentede mad og drikke til dem.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Og havde flere kugler i tornysteret, da han kom tilbage.

Knud Peter:

Ja. Ja.

Benny:

Og det har Knud Slesvig så fortalt dig?

Poulsen:

Det har han fortalt mig.

Benny:

Nå.

Poulsen:

Ja.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Men de havde det småt. Men jeg kan huske.. det ved jeg altså, om han har bygget huset, det ved jeg ikke, men jeg ved altså, han har lavet.. de brosten.. den er brolagt her mod syd, ved huset. Og det er.. det er de sten, det er sådan kvadratsten..

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

..som.. som Knud Slesvig han har selv dannet til.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Ja, det har han.
Det.. vi havde jo sådan.. på det tidspunkt, da havde vi jo så .. vores sådan, vores faste høstfolk.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Og Knud Slesvig han arbejdede om høsten ved en, der hed Michael Jensen, han.. han.. han havde en gård ..de brændte jo i 1944, da brændte den totalt.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Den blev så flyttet ud nu. Men der havde han høstarbejde.

Knud Peter:

Jaja.

Poulsen:

Og Seske (?)..

Benny:

Er det den gård der?

Poulsen:

Nej. Den ligger.. den gård, den ligger her hvor De kan se her.. du kan se det hus der er der, det er materialhuset.

Benny:

Nånå.

Poulsen:

Og der ..(?).. Den derovre, det er så min ..(?)..

Knud Peter:

Nå! Nå der gik han så på dagleje ovre.

Poulsen:

Der gik han så om høsten.

Knud Peter:

Men var der noget med så, at han var murer, tog han ud og hjalp til at mure og sådan noget?

Poulsen:

Nej. Det havde vi en høstmand, der boede ved siden af Knud Slesvig, han hed, vi kaldte ham Knud Murer, han hed Knud Pedersen. Men han havde høstarbejde hos os, han havde en lille ejendom på 4 tønder land, og den drev min far. Og så skulle han til gengæld hjælpe min far om høsten. På det tidspunkt, da blev det jo ikke regnet med timer. Han mødte når vi begyndte at høste, og så blev han til vi havde indhøstet. Og så fik han sin mark drevet. Og det var uanset om den varede i 14 dage eller den varede en måned. Det blev der ikke talt mere om. Men det var også.. vi havde tre faste høstfolk, en der hed Troels Jensen, han boede herhenne i et hus henne i byen, og han tærskede rug for os, da skulle de jo have al rugen tærsket, de skulle jo bruge halmen til tag.

Knud Peter:

Til at tække med, ja.

Poulsen:

Ja. Til 66 ører om dagen. Der var ikke meget at..

Knud Peter:

Ja. Det var en bette dagløn.

Poulsen:

Ja. Og det husker jeg jo så tydeligt også, dengang en blev lidt ældre, jeg syntes sådan, det må da være noget galt med samfundsordningen, når ens tid at sådan nogen flittige mennesker, de kunne ikke tjene til føden. Men det kom sådan til at stå for mig, det kom an på, hvad arbejdsgiver de havde. For den her Ras Fisker, som også var høstmand ved os, han havde så stor en familie, men daglønnen var jo den samme for dem allesammen. Men så fik han jo når tid han arbejdede, han fik jo noget med hjem. Og konen hun var flittig til at komme om til min mor, og så fik hun jo også noget med hjem. Jeg ved om høsten, børnene var jo aldrig med dem, men når ens tid, til de havde spist til middag, Ras Fiskers kone, hun hed Mette Marie, og når tid vi havde spist til middag, så fik hun med hjem til børnene.

Benny:

Jamen det har vel været noget lignende med Knud Slesvig. Det var så bare ikke ved..

Poulsen:

Det var.. det var altså, det var jo.. det kom jo an på hvor de tjente. Men hvor.. hvor Knud Slesvig tjente, det var temmelig sikkert også en god plads. For der var han jo også i mangfoldige år. Men ellers så hørte det sådan til god tone, at de fik noget med hjem. Og til jul for eksempel, når tid de bagte, så blev der jo også bagt brød til dem, og slagtede de, så fik de jo slagtemad. Og den den her Ras Fisker, de hentede mælk ved os dagligt. Men det var jo sådan efter mit skøn sådan, det var nåde og barmhjertighed. Det synes jeg ikke sådan var rigtigt samfundsordningen, den var..

Knud Peter:

Den var helt i orden.

Poulsen:

Nej.

Knud Peter:

Neej. Men nu der ude fra huset der, se ham Knud Slesvig, han havde jo en dreng..

Poulsen:

Ja, der hed Knud. Andersen. For de hed jo Andersen til bagnavn

Knud Peter:

Ja. Jamen han havde en dreng før, der hed Nis. Kan du ikke huske ham?

Poulsen:

Nej. Hvad hed han?

Knud Peter:

Nis.

Poulsen:

Nis. Ham har jeg aldrig kendt. Nej, ham har jeg aldrig kendt.

Knud Peter:

Nej, men han døde også, da han var ni år.

Poulsen:

Nå. Nej, men jeg kan huske Knud Andersen. Ham kaldte de i mange år den lille Knud Slesvig.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Men han hed Knud Andersen. Og vi havde en mark på syv tønder land derude, som.. som nu ikke hører til gården længere. Den.. Den.. Jeg kom tidligt til at begynde, og da var Knud, han var yngre end mig, men han kom altid.. når jeg var ude at harve eller pløje derude, så kom han altid over til mig. For.. hvad var.. men han var yngre. Jeg er ikke så sikker på, vi har gået i klasse sammen, Knud og mig, men Knudsine og mig, vi har gået i klasse sammen. Og så var der en, der hed Ane også. Og så var der en, der hed Kristine. Hun blev gift over til Vitved med en, der hed..

Benny:

Kresten?

Poulsen:

Kresten Pedersen.

Benny:

Nej, men hvornår er du født?

Poulsen:

1877.

Benny:

Nå. Ja, for ham her Nis, han er født i '71, og han er død i '80.

Poulsen:

Nå, jamen så har jeg ikke været andet end tre år.

Benny:

Nej.

Knud Peter:

Nej, så det er jo ikke så sært, du ikke kan huske noget af det.

Poulsen:

Nej, men jeg ved ..(støj).. det var en gang her i foråret, vi har centralen lige her bagved naboen, og hun er udlært.. hun er udlært sygeplejerske. Og så gik det galt med sygeplejersken, hun blev syg, og så fik hun hende til at løse af. Og så var der en dag, jeg var nede ved min søster, jeg har en.. den helt yngste søster, jeg har en søster, der døde i fjor, hun var født 1875. Men jeg har en søster, der er født i 1891. Og så var jeg nede ved hende med en avis. Og så kommer den her fru Agerskov hed hun, hende der skulle løse af, og hun havde en knallert at køre på. Og så ville den ikke gå. Og så var vi jo ved at hjælpe hende til.. og så var der en dreng, der kunne køre knallert, og så siger min søster Anne: "Kan du køre på den?"
"Ja, det tror jeg da," siger han.
"Prøv."
Han kunne. Men så gik der sådan, at.. han prøvede så et par gange, og den kunne godt, og så prøvede hun den også, så kunne hun også, men den kunne ikke trække hende. Hun.. Hun.. Det er en svær dame. Den kunne ikke trække hende. Og så siger jeg til hende.. dengang jeg så gik hjem, så stod hun og prøvede ved den, så siger jeg: "Hvis dine patienter.. er der nogen af dine patienter, der venter efter dig?"
Ja, det var der. "Jamen så skal jeg køre for dig." Og så gik jeg hjem og hentede min bil, og så kørte jeg for hende. Og hun skulle over til Vitved. Og så var der et par mænd ovre, der var også sådan at.. som jeg har kendt alt mit levned. Og så siger jeg til hende: "Mens til du nu besørger dit, så vil jeg hen og snakke med en gammel mand, der hedder Laurids Nielsen. Og jeg skal også besøge Andreas Holm." Men jeg nåede ikke så vidt, så kom ..(?).. der rendte en mand ovre, der hed Juul. Og han ville også have redelighed på den her Anne Marie, kaldte de hende, af Knud Slesvigers døtre. "Det kan jeg ikke hjælpe dig med," sagde jeg, "for hende har jeg aldrig kendt." Men så kom vi jo til at snakke om Knud Slesvig også. Men han kendte dem også, men han snakkede da heller ikke om drengen, Nissen.

Knud Peter:

Nis.

Poulsen:

Nej. Nis. Det gjorde han ikke. Men så ville han jo have besked på Anne Marie, så siger jeg, det kan jeg ikke hjælpe dig med, for hende har jeg aldrig kendt. Den første, jeg kan huske, det var Kristine, der blev gift med..

Benny:

Med Kresten..

Poulsen:

Med Kresten Pedersen. Han havde det uheld, det havde.. det.. ham og så hans nabo gik på jagt, men det ved I vel?

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Han blev skudt i benet.

Knud Peter:

Jaja.

Poulsen:

Jamen det ved I vel.

Knud Peter:

Ja. Det blev sat af helt heroppe ovenfor knæet. Jamen så Knudsine, hende har du gået i skole med.

Poulsen:

Hende har jeg gået i skole sammen med.

Knud Peter:

Her i Hvolbæk?

Poulsen:

I Fruering skole.

Knud Peter:

Nå, i Fruering.

Poulsen:

I Fruering skole.

Knud Peter:

Nå, det var ikke i Hvolbæk.

Poulsen:

Ja. Den ligger jo altså.. den var jo skole dengang for Fruering og Skårup og Hvolbæk. Vi gik til en skolelærer, der hed Thøgersen.

Knud Peter:

Nå. Jamen skolen den er vel nedlagt..

Poulsen:

Ja, den.. nu er den jo, men det er da også ..(?).. den blev.. den blev jo så moderniseret for en, skal vi sige en halv snes år tilbage i tiden. Men nu bliver der jo bygget sådan en fællesskole i Virring.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Som de nu går til. Og trængte de også for..

Knud Peter:

Men er den der så godt nok endnu, skolen?

Poulsen:

Ja, den er nyligt.. Der har været forskole.. Kommer I fra Fruering af?

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Jamen for.. ..bi den første.. den første ejendom, I kommer til på højre hånd, det er forskole, og så ligger hovedskolen lidt længere nede. Og han.. (?) der, han tager til Virring som lærer. Han kører derop hver dag.

Knud Peter:

Nånå. Du kan ikke huske noget sådan minder der fra skoletiden der?

Poulsen:

Nej, det kan.. det eneste, jeg kan sådan mindes, og så jeg var ikke tilfreds med, der i min skoletid, det var, at han ville gøre forskel på folkene, på eleverne.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Og det.. det.. satte jeg ikke pris på.

Knud Peter:

Nej.

Poulsen:

Det gjorde jeg ikke.

Knud Peter:

Ja.

Benny:

Hvornår begyndte de at gå i skole, børnene?

Poulsen:

Vi havde.. ja, jeg har nok været en.. jeg har nok været en 8-9 år. Den her lærer Thøgersen, han søgte.. hans far havde været skolelærer før ham, ham kaldte de den gamle Thøgersen, og så dengang han trak sig tilbage på grund af alder, så havde han en søn, der var yngre, der var skolelærer nede i Gjesing, men han havde.. var meget hang til stærke drikke, og på det tidspunkt da sad min far i sognerådet og i skolekommissionen, og han ville ikke have ham. Men så kom.. så kom han op til min far, og sagde til ham, hvis jeg nu melder mig i en afholdsforening, og holder det, kan du så acceptere mig? Og det gik min far så ind på. Og han meldte sig i en afholdsforening, og han holdt det.

Knud Peter:

Nå.

Poulsen:

Jeg synes sådan, jeg var glad nok ved Thøgersen som lærer, det eneste, jeg kunne ikke sådan forliges med, det var at han ville gøre forskel på eleverne. Og det kunne jeg ikke med. Så hvor han kom.. noget kom jo.. da var det jo skik og brug dengang, så kom de jo så med høns, ænder og sådan noget, slagtede de, kom med noget. og det lidede jeg ikke. Jeg kunne ikke lide den fremgangsmåde. For de blev fortrukket.

Knud Peter:

Jaja.

Poulsen:

Og det ku.. det, det har jeg aldrig (?) så meget.

Benny:

Nej, det var også begrænset, det Knudsine kunne komme med af den slags. Knudsine hun kunne heller ikke komme med høns og ænder og sådan noget.

Poulsen:

Akkurat. Og så dem, der kunne det, de blev foretrukket. De kunne godt lave lidt, de jo ikke måtte, uden det gjorde noget. Men han var.. han straffede så hårdt dem.. jeg har et minde, der var en mand, hvad han hed.. ja hvad .. han var.. han var væver, han vævede vadmel. Da spandt alle konerne her i byen, de spandt jo ulden.

Knud Peter:

Jaja.

Poulsen:

Og så blev de (?) op til væveren, kaldte vi ham. Han hed Niels Nielsen, og han havde en søn, der var lidt yngre end mig. Og han.. var.. han var.. han var sådan.. jeg kan ikke sige sådan, han.. han var sådan særligt tilbage, men det kneb ham lidt. Men en flink og rar dreng, det var han. Men så led han så meget af frost i fingrene, i hænderne. Og der har jeg et minde, som jeg aldrig glemmer. Så engang, han havde lavet noget, som han måske ikke måtte, Så tog læreren sådan i hans hånd, og slog den sådan ..(støj).. på bordkanten. Så det flød .. blod. Så var der en, en dreng, der sad lige bag ved mig, og det kunne.. han hed Andreas også, han hed Frederik Gal, han var fra Fruering, så siger jeg til "det er for galt. Det er ikke.. det er ikke menneskeligt." Og det ville han jo så godt holde med mig i. Så sagde vi til ham: "tag du nu at gå hjem. Bed om at gå ud," det skulle vi jo have lov til, når vi skulle på wc eller.. "Tag du nu og bed om at gå ud, og så går du hjem og henter din far, fordi det hverken vi kan eller vil se." Og det gjorde han så. Så da drengen kom ind, så anede han uråd, det gjorde Thøgersen. Så så vi godt.. det var om vinteren, han gik.. han holdt så sådan et.. vi skulle jo have fyret, vinduerne var jo tilfrosne, og så.. så opdagede han, det var han kom. Men så tog jeg og hentede ham, han gik jo ud. Han kom jo ikke ind i skolen. Men fra den tid af, da var det tålelige vilkår, han levede under. Så meget hjalp det da.

Knud Peter:

Ja. Ja. Ja det var jo godt nok så.

Poulsen:

Ja.

Knud Peter:

Ja, det var også slemt.

Poulsen:

Ja. Men Knud Slesviger og Kirsten, hed hans kone, det ved I vel også?

Knud Peter:

Ja. Ja.

Poulsen:

Men det var..det var nøjsomme, flinke folk, og stræbsomme. Det skal de have.
Knud Andersen, en søn af dem, han var murer og boede i Stilling, det ved i også så?

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Han har en søn, der hedder Ernst.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Han...han...er murer der ovre ved min svigersøn...

Knud Peter:

Ja, det fortalte de.

Poulsen:

Svigersøn.

Knud Peter:

Ja, ja.

Poulsen:

Ja. Men han er jo også død.

Benny:

Så så vi et gammelt kort, der i tirsdags, da vi var her, der...din svigersøn havde ovre på gården.

Poulsen:

Nå.

Benny:

Og der var Knud Slesvigs hus ikke afsat på. Og så snakkede vi om, om det var inden han havde bygget det op, det kort var tegnet.

Knud Peter:

Det..kortet var vist fra -74, og vi regner med, at ham Knud Slesvig er kommet herop i -70 eller omkring ved -70.

Poulsen:

Ja, det skal nok passe.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Men...for...for han er...han er jo kommet fra Slesvig, det er helt sikkert.

Knud Peter:

Ja.

Benny:

Snakkede han så sønderjysk?

Poulsen:

Ja, han talte ikke som vi gjorde her.

Benny:

Nej.

Poulsen:

Det gjorde han ikke.

Benny:

Han havde sådan e..

Poulsen:

Han havde...han havde sådan hans egen sprog. Det kan vi godt sige. Men vi kunne da sagtens forstå ham.

Benny:

Ja ja. Men det var en anden dialekt?

Poulsen:

Ja, det var det.

Knud Peter:

Men har han så flyttet ind i et andet hus her, og så begyndt at bygge derude?

Poulsen:

Det aner jeg ikke noget om, jeg har ikke...det første jeg kom til at tjene ham, det var jo dengang jeg blev så gammel...jeg begyndte tidligt. Vi...vi kørte der...og den, der havde jord, der harvede og pløjede vi jo også.

Knud Peter:

Ja ja.

Poulsen:

Det hjalp vi også med, til god tone.

Knud Peter:

Ja.

Benny:

Hørte der jord med til Knud Slesvigs?

Poulsen:

Nej, det hørte ikke jord til.

Benny:

Nå.

Poulsen:

Men...det...det...det var...hver søndag, det var...for vi kan sige det...så var vi optaget om formiddagen.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Hver søndag.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Ham den her dreng, jeg fortalte om, han rejste til Amerika, og han blev præst derovre, så han var da...han var da ikke sådan vi kan sige åndsvag, selvom han var...han var sådan lidt tungnem i skolen, men han var en prægtig dreng. Men han var da præst i Amerika.

Knud Peter:

Ja.

Benny:

Jamen når du nu gik i klasse med Knudsine, blev du så også konfirmeret med hende?

Poulsen:

Nej, for hun er ikke...hun er ikke så gammel som jeg er.

Benny:

Nå.

Poulsen:

Er hun også død?

Knud Peter:

Ja.

Benny:

Ja.

Poulsen:

Nå, hun er også død.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Nej, for hun er ikke så gammel, hun...hun...hun er født efter...

Benny:

Hun er født i -78.

Poulsen:

Nå, i -78. Nej, det var...jamen ork, de er jo så mange, der er forresten en, også, hun er først nyligt død, det var...det var ham Per Jensens datter deroppe i Virring...eller i Fruering, der...hun...hun var et halvt år yngre, vi gik ikke til præst sammen, men hun var et halvt år yngre end mig, men hun er også lige død nu i år.

Benny:

Hvad hed præsten?

Poulsen:

Vi havde dengang?

Benny:

Ja.

Poulsen:

Han hed Lund.

Benny:

Nå.

Poulsen:

Men han...han var jo ikke sådan som de fleste, det var en mærkelig præst, vi havde. Men han havde så mange børn, dem kom vi sammen med. Dengang vi fik den her pastor Lund, da var der en enkebolig deroppe, og den brændte. Og så var der endnu plads til ham. Enken hun havde jo lov at blive et år i embedet. Og så skulle hun jo så flytte op i den her enkebolig. Men den brændte. Og så boede han, den her pastor Lund, han boede her nede i Hvolbæk i noget, vi kaldte mejerihuset, der havde været mejeri før, men det var så nedlagt. Og da boede han så der, der kom vi så til at kende de her børn. Og vi kom så også sammen med dem efter de flyttede til Fruering.

Benny:

Nu hende Kirsten, snakkede hun så også sønderjysk?

Poulsen:

Nej. Det gjorde hun ikke.

Benny:

Snakkede hun ligesom i gør?

Poulsen:

Hun...hun...ja, hun snakkede...hende kunne vi meget bedre forstå, altså. Hun er temmelig...de er temmelig sikkert ikke født op på den samme egn, for der var forskel på deres dialekt.

Benny:

Nå. Om hun så har stammet herfra?

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Det ved jeg ikke noget om, altså det kan jeg ikke huske...Jeg kan ikke huske...

Knud Peter:

...?...

Poulsen:

Jeg kan heller ikke huske de her daglejere, vi selv havde.

Knud Peter:

Nej.

Poulsen:

Jeg kan ikke huske altså, de... de kom hertil. For de var her...de var her på gården fra jeg var lille dreng af.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Og så så længe de kunne.

Benny:

Ja.

Knud Peter:

Ja.
Jo, men det ser jo mærkeligt ud, at han netop lige flytter hertil.

Poulsen:

Ja. Men om han har bygget huset derude, det aner jeg ikke spor om. Men jeg ved så meget, at han...han har selv brolagt der foran beboelseshuset.

Knud Peter:

Ja.

Poulsen:

Og der er brolagt med firkantede sten, og dem har han selv...

Knud Peter:

Dem har han selv hugget ud.

Poulsen:

Dem har han selv dannet til.

Knud Peter:

Ja.
Men du kan ikke huske noget sådan fra...for du har jo alligevel, hvad skal man sige, været voksen da, inden de døde.

Poulsen:

Det kan jeg ikke huske det mindste om. Det kan jeg ikke huske det mindste om. Men jeg kan jo huske der boede der Ras Fisker og hans ko...hans kone hun døde som ung. Ja, som ung, som vi kan sige som, for de havde mange børn, men hun var da ikke ret gammel. Jeg kan jo huske både hende og Ras Fisker og ?? at de døde

Benny:

Kan vi ikke få at vide, hvordan så han ud?

Poulsen:

Han var en tynd mand. Han var sådan mager. Men det var Kirsten ikke. Hun var...hun var nærmest svær, da jeg kendte hende. Hun var nærmest svær. Men han var en tynd senestærk mand. Det var han.

Benny:

Og hvordan var de, sådan i al almindelighed?

Poulsen:

Ja, de var afholdt. Det var de, de var afholdt, de var...jeg mindes sådan så tit sammenholdelse, det var godt. Vi havde et kjørmesgilde [kyndelmisse] her hver år. Det skulle helst være der omkring ved kjørmesdag. Det blev ikke overholdt, men sådan omkring ved den tid. Og se der...der var...der var en 12-14 steder, altså de skulle holde de her kjørmesgilder, og det var arrangeret på den måde, at gårdmanden, der skulle byde gildet, de skulle have lidt betaling, men så fik de også...sæden, kaldte vi det, de fik mælk og æg, men så skulle...så skulle de...de gav 5 kroner, og så var der jo nogle ejendomme, dem, der selv var kørende, dem kaldte vi jo boelsmænd, de gav 3 kroner, og husmændene, dem, der havde jordløse huse, de gav 2 kroner. Og sådan et kjørmesgilde, det begyndte klokken to en torsdag, og så fik de...middagen, den var...den var jo bestemt hvordan den skulle være. Det skulle bestå af oksekødsuppe, og det skulle være af en ko med fire brede tænder.

Benny:

Nå.

Poulsen:

Ja. Og det skulle overholdes. Og så, når ens tid, mens at vi sad og spiste der den første dag, så smeden her, han var opvarter, og så tog han af og bød os så til dagen efter om fredagen til sædvanlig tid, men så skulle børnene med. Og så om lørdagen så var...havde dem, der var ved kjørmesgildet, så havde de en hviledag om fredagen, og så om lørdagen, så var det for de unge. Så vi kan jo også sige, det var et par billige festdage at have for to kroner.

Knud Peter:

Ja.

Søg person:
Søg lokalitet: