Frandses Frænde Fortegnelse

Indgang
Slægterne
   Adslev-slægten
   Slægten Fisker
   Aarslev Mølle
   Als skole - oversigt
   Træskomagerne fra Himmelbjerget
   Slesvigeren i Hvolbæk
      Interview af Frk. Kandborg
      Interview af Thomas Poulsen
   Valgmenigheden i Bering
Personerne
Lokaliteterne
Brugere
Log ind

Kontakt Frands:
post[snabela]frands.dk
Mobil: 23 24 63 76

 

 

Slesvigeren i Hvolbæk

Af Frands, juli 2008

Knud

Så vidt jeg husker det fortalt, var det engang, de var i færd med at lægge et tag, at min fars morbror Knud gjorde min far Knud Peter opmærksom på, at han måske burde have kaldt sin søn Kaj for Knud i stedet. Morbroderen fortalte, at der i flere generationer i træk havde været en Knud i familien. Knud Peters morfar hed Knud og blev kaldt Slesvig. Han var oprindeligt fra Sønderjylland, men var flygtet nordpå et par år efter krigen i 1864. Knud Slesvig fik en søn, som han kaldte Nis, men som døde. Derefter fik han flere døtre, og det endte med, at han kaldte en datter, Knud Peters mor, for Knudsine. Derfor mente Morbror Knud, at det tilkom Knud Peter at føre navnetraditionen videre. Knud Peter indvendte, at morbroderen, der var født efter Knudsine, men som jo også bar navnet, måske kunne være nærmere til det. Men det var ikke morbroderens holdning.

Hvornår denne tagsamtale fandt sted, ved jeg ikke. Men min storebror Kaj er født i begyndelsen af 1933, og kender jeg vores far ret, så er der ikke gået mange uger før Kaj blev døbt. Det kunne derfor have været så tidligt som i 1933, at morbror og nevø talte sammen. I hvert fald har det været inden jeg blev døbt 2. juledag 1955.

For da jeg skulle døbes, ville min far gerne have, at jeg kom til at hedde Knud. Min mor Benny var ikke meget for det. Hun var bange for, at jeg ville få et eller andet øgenavn for at undgå forveksling. Kompromisset blev, at jeg kom til at hedde Frands til fornavn og Knud til mellemnavn.

Hverken jeg eller mine forældre har nogensinde brugt mit mellemnavn, så da min lillebror skulle døbes i foråret eller sommeren 1960, forsøgte min far igen at overtale min mor til, at deres søn skulle hedde Knud. Denne gang lykkedes det ham, og min lillebror blev døbt Knud Slesvig Sørensen.

Jeg må have været knap 5 år, så jeg kan selvfølgelig huske forkert, men jeg husker at sidde og vente i en bil, min mor stiger ind, hun har talt med præsten eller en anden offentlig myndighed, og nu begynder hun at fortælle min far, at det godt kan lade sig gøre at døbe deres nyfødte søn Slesvig, når der er en rimelig grund til, at han skal hedde det. Og den rimelige grund var naturligvis, at drengens oldefar som nævnt også blev kaldt Slesvig. At et mellemnavn var aktuelt, var sikkert min mors betingelse for at lade Knud være fornavnet.

At vi tre mandlige medlemmer af familien nu hed Knud, gav blandt andet anledning til, at Morbror Gunnar indledte sine julekort "Kære Pynt (mors kælenavn), Pokke (Bentes kælenavn) og Knuderne...". Værre blev det, da Mormor Hertha spurgte ud i stuen: "Hvad hedder Bentes kæreste," og jeg kunne svare: "Han hedder det samme som alle vi andre," og helt galt gik det, da min mor efter mine forældres skilsmisse giftede sig med Knud Lauridsen Jensen. Vi måtte nu skelne mellem Stærke Knud, Smukke Knud og Kloge Knud - min mors frygt for øgenavne var ikke ubegrundet. Jeg holdt fast i Frands.

Da min lillebror fik sine to sønner Rasmus og Mikkel i 1987 og 1988, lod han navnene Knud og Slesvig gå videre til dem begge.

 

Knud Peters slægtsforskning

Tidligt på året 1965 holdt mor og far en ekstraordinær ferie. Vi tre børn kom i pleje i to uger hos morbror Folmer og tante Inger i Folby. Bente og jeg kom til at gå i skolen, hvor morbror Folmer var inspektør.

Imens kastede mor og far sig over udforskningen af Knud Slesvigs slægtsforhold. De besøgte præsten i Fruering, der hjalp dem igang med undersøgelserne. I et hjørne af kirkegården fandt de Knud Slesvigs gravsten. Graven var for længst nedlagt. Ved senere besøg kan jeg huske, at far viste den frem for os børn.

Gennem arkivbesøg i Aabenraa og Viborg fik de klarlagt Knud Slesvigs oprindelse til Grarup ved Haderslev. De fik afdækket hans aner langt tilbage, i en af rødderne kom de helt tilbage til 1600-tallet. De fandt frem til en person, Otto, der var en af de efterkommere af Knud Slesvigs forældre, som var blevet i Sønderjylland. Det må nok have været fars næstfætter - altså en søn af Knudsines fætter eller kusine. Jeg kan huske, vi besøgte denne Otto og hans familie.

I mine forældres fotoalbum findes et foto af et hus. Under billedet står der Graruphus og et årstal. Det har sikkert været Knud Slesvigs hjem.


Graruphus

De øvrige oplysninger, som mine forældre fandt frem til, blev skrevet rent med skrivemaskine og ordnet i en mappe. desuden blev der lavet en stamtavle. Materialet blev lagt til side, og jeg tror ikke mine forældre siden lavede mere slægtsforskning. Det var sikkert beregnet til, at vi børn kunne læse det, når vi ad åre fik interesse for det.

Da mine forældre blev skilt i 1976, fik min far materialet med sig til Silkeborg, hvor han bosatte sig. Han døde i 1987, og derefter arvede min lillebror Knud Slesvig materialet. Han blev slået ihjel i trafikken i 1994, og såvidt jeg ved, tog Sonja, der på det tidspunkt boede sammen med Knud, materialet med sig. Jeg begyndte at interessere mig for slægtsforskning omkring årtusindskiftet, og jeg efterlyste materialet i familien. Et par år senere kontaktede jeg Sonja, men hun havde kort forinden smidt det ud.

Jeg talte ofte med mor om dette materiale, og hun forsikrede mig om, at det ikke indeholdt oplysninger, der ikke kunne genfindes i de offentlige arkiver. På et tidspunkt for kun nogle få år siden sagde hun, at hun nok var den, der ville have lettest ved at genskabe materialet, og jeg tror faktisk, hun kunne have fundet på at gøre det, hvis hun havde levet videre nogle år og var kommet lidt ovenpå.

Jeg har selv for nyligt - sommeren 2008 - forsøgt mig med lidt slægtsforskning i Haderslev og Aabenraa. Det viste sig vanskeligere at efterspore Knud Slesvig og hans sønderjyske familie, end jeg lige havde troet. Lidt fandt jeg dog ud af. det kan læses under Knud Slesvig.

Jeg savner at kunne ringe Benny op og få nye clues, som hun givetvis kunne have givet mig.

 

Det gamle skab

Da mine forældre var rundt på Fruering-egnen i 1965, fandt de frem til Knud Slesvigs hus i Hvolbæk, Slesvigerhus.


Slesvigerhus før ombygningen (kilde: Fruering Sogn - som det var engang, Sevel Andersen, Skanderborg Amtsbogtrykkeri, 1977)

De kontaktede de daværende beboere og fik lov at se huset. Far så i køkkenet et skab, der var muret ind i væggen. Det stod klart, at det var Knud Slesvig, der havde bygget huset, og derfor måtte det også være ham, der havde anskaffet sig skabet og muret det ind. Far tilbød slesvigerhusets beboere at lave et nyt skab til dem og betale omkostningerne for at få det installeret, hvis han til gengæld måtte få Knud Slesvigs gamle skab.

Handelen gik i orden, og kort tid efter befandt skabet sig hjemme på bådebyggervej i Egense. Farbror Aage kom på besøg, og han fjernede de mange lag maling, der i årenes løb var blevet smurt på skabet. Da han nåede til det første lag maling, skabet nogensinde var blevet malet med, mente mine forældre og Aage, at man kunne tyde årstallet 1778 foroven på skabet. I hvert fald var de sikre på de tre første cifre, mens der herskede en lille usikkerhed på det sidste.

Skabet kunne således ikke være bygget af Knud Slesvig, eller bestilt lavet af ham. Allerede da han byggede huset, må det have været over 100 år gammel.

Da Aage havde fjernet malingen, restaurerede min far skabet. Han udskiftede vist en lille smule af træet, og han fik lavet nye hængsler. Lukketøjet i lågen blev dog bevaret. Endelig sendte han det til en professionel maler.


Knud Slesvigs gamle køkkenskab, der nu hænger på væggen hjemme hos mig.

Det gamle skab hang på væggen hjemme i Egense fra dengang midt i '60-erne og til mine forældre blev skilt i januar 1976. Far fik skabet med til Silkeborg, og da han døde i april 1987, arvede min lillebror skabet. Han havde det hængene indtil han selv døde i 1994. Så kom skabet tilbage til min mor på bådebyggervej i Egense. Hele vejen igennem indtil dette tidspunkt lå i øvrigt materialet fra fars og mors slægtsforskning i '60-erne i skabet.

Da mor døde i 2006, ville det rigtige være, at enten Rasmus eller Mikkel arvede det. Men de er unge og flytter stadig rundt på små værelser. Og hvem af dem skulle have det? Da jeg havde plads til det, aftalte vi, at jeg skulle have det indtil videre, hvorefter den af Rasmus eller Mikkel, der først får en søn, han kalder Knud Slesvig skal have det. Da skabet således har for vane at skifte ejer en gang midt i hvert årti, må det jo så ske omkring 2015...

 

Interviews på bånd

I 1965 fik mine forældre kontakt med et par personer, der kunne fortælle meget om Knud Slesvig og tiden omkring min fars fødsel. Den ene, en mand, havde arbejdet for Knud Slesvig som dreng, og den anden, fru Kandborg, der vist havde undervist far i skolen. Mine forældre aftalte med de to at lave interviews på bånd.

Disse interviews kom i stand, men mine forældre var ikke tilfredse med dem. Før båndoptageren blev tændt, fortalte begge interviewofre levende, men da først den blev startet, skulle hvert et ord hales ud af dem. Så båndene kom mest til at indeholde mine forældres udførlige spørgsmål og de interviewedes kortfattede svar, ja, nej, ja, ja. Men det havde jo da også en værdi.

Båndoptageren, mine forældre anvendte, var en efter den tids forhold lille og moderne Grundig spolebåndoptager, der ikke eksisterer mere. Spolerne med båndene havde min mor, og for tre-fire år siden gav hun mig dem. Jeg gik ned på Båndværkstedet på Århus Havn, for at høre, om de kunne overspille dem til et moderne medie, for eksempel en CD. De lovede at prøve, men de fik det aldrig gjort. Jeg hentede båndene hjem, inden de forsvandt på Båndværkstedet. Siden har de ligget og ventet på, at en eller anden fik en god idé.

Imidlertid er der for få dage siden - her i juli 2008 - sket en interessant udvikling i bånd-sagen. Min søster Bente har iblandt de ting, hun fik med sig, da mor døde, fundet nogle kasettebånd. Det viste sig, at mor havde fået nogle af disse bånd fra min lillebrors dødsbo, og at han igen havde fået dem fra min fars dødsbo. Båndene er en overspilning af interviewene fra de oprindelige spolebånd til kasettebånd. Bente har lovet mig båndene til låns, så i den nærmeste fremtid vil jeg lave et båndudskrift og placere her på siden. Måske kan jeg få lavet endnu en overspilning til et digitalt medie, så de kan gøres tilgængelige for download her på siden.

 

Sevel Andersens bog

Engang i begyndelsen af '80-erne besøgte jeg min far sammen med min daværende kæreste Annette Revsgaard. Min far viste os en bog, han havde anskaffet sig. Det var bogen "Fruering Sogn - som det var engang" af Sevel Andersen (Skanderborg Amtsbogtrykkeri, 1977). Han udpegede familiemedlemmer, der var omtalt, og Annette satte streger under, så vi senere - når far var død - selv kunne finde frem til de relevante oplysninger i bogen. Denne bog har sandsynligvis været opbevaret sammen med det øvrige materiale fra 1965 og er forsvundet sammen med det.

Jeg fandt dog bogen på biblioteket tidligere i indeværende årti, og det var ikke vanskeligt for mig at finde de oplysninger, der var relevante for vores slægt. Disse oplysninger ligger til grund for meget af det, jeg allerede har skrevet her på frændefortegnelsen.

 

Svend Gronøs dokumenter

I begyndelsen af dette årti - tror jeg, det var - fortalte min mor mig, at hun havde haft besøg af Svend Gronø. Han er min næstfætter, men jeg kan ikke huske, at jeg har set ham. Men åbenbart har han og mine forældre haft med hinanden at gøre på et tidligt tidspunkt i deres ægteskab. I hvert fald havde Svend Gronø kigget ind til min mor på bådebyggervej i Egense engang han var kommet forbi.

I februar 2005 ringede jeg til Svend Gronø, og han fortalte mig lidt om familien. Desuden sendte han mig nogle sider, som et familiemedlem havde skrevet i 1988, samt et par billeder.

Jeg er ikke sikker på sandhedsværdien i det skrevne dokument. I hvert fald er der nogle helt klare fejl, som jo ryster troværdigheden generelt for hele dokumentet. Jeg vælger at bringe dokumentet med kommentarer, hvor jeg finder det passende. Mine kommentarer skriver jeg i kursiv:

"Skrevet af Astrid til sin datter Esther"

Dokumentet er skrevet på maskine, men overskriften er tilføjet senere med kuglepen, tydeligvis af en anden. Hvem Astrid og Esther er, fremgår ikke.

"Taaning i januar 1988

Kære Esther!

Naar jeg giver dig den gamle Bibel, faar du lidt af dens Historie, og lidt at vide, om de Mennesker, som har haft den i deres Varetægt. Desværre blev den lidt misligeholdt. Forsiden revet ud; men jeg haaber paa at du vil værne om den. Den er trykt i Flensborg Trykkeri ca Aar 1830, og mine Oldeforældre Knud Andersen og Kirsten Pedersdatter [i de forskellige kirkebøger er Knud Slesvigs hustru kaldt Kirsten eller Kirstine Mathiesen] har bragt den til Danmark fra Sydslesvig. Knud Andersen var født og opvokset paa Gottorp Slot, Søn af en Fæstebonde. Kirsten Pedersdatter var fra Grurup ved Gram [Knud Slesvig er født i Sverdrup, Øsby Sogn, der ligger ud til Lillebælt syd for Haderslev Fjord. Se Knud Slesvig. Nogen har rettet u-et i Grurup til et a, altså Grarup. Og det ligger ved Haderslev og ikke ved Gram]. Dengang gik Grænsen ved Dannevirke og Ejderen. 1864 brød Krigen jo ud med Prøjsen. Knud Andersen var dengang 24 Aar, og havde mødt Kirsten paa hendes Hjemegn, der var en Garnison ved Gram Gods. Det blev et Krigsbryllup, inden Knud Andersen drog ned for at forsvare Dannevirke. 1865, 27. August blev deres første Barn født og kom til at hedde Aneken Marie.

Oldefar var med paa Tilbagetoget fra Dannevirke, senere ved Dybbøl og endte på Als. Frankrig kom med i Krigen, og som Sønderjyde skulle alle "sværge til den tyske Fane". Knud Andersen deserterede og kom med en Soldaterkammerat til Hvolbæk ved Skanderborg. Prøjserne tog Sønderjylland og Grænsen gik ved Kongeaaen.

[Bismarck førte tre krige: i 1864 mod Danmark, i 1866 mod Østrig og 1870-1871 mod Frankrig. Krigen mod Danmark var i alliance med Østrig, og fra 1864 til 1866 blev Slesvig-Holsten administreret af Preussen og Østrig i fællesskab. Der opstod dog uenighed imellem de to magter, og det var faktisk denne uenighed, der førte til den preussisk-østriske krig. Preussen besejrede Østrig, og herefter var Preussen ene om at regere Slesvig-Holsten. I tiden med den fælles preussisk-østriske administration var der ingen værnepligt i Slesvig-Holsten. Den indførte preusserne i 1867, hvor de begyndte at indkalde alle 20-årige mænd. Det bevirkede en massiv udvandring af unge mænd fra Sønderjylland til Danmark. I 1867 var Knud Slesvig dog 28 år, så han har aldrig været indkaldt som tysk soldat. Der ligger uden tvivl en eller anden dramatisk hændelse bag, at den unge familie forlader alt hvad de ejer og kender og drager mod nord - i sikker forvisning om, at de aldrig vil være i stand til at vende tilbage. Men desertere gjorde han ikke.]

I Hvolbæk fik han arbejde paa en Gaard. Han havde lidt Penge fra sit Hjem - 350 Rigsdaler - og gik saa i Gang med at bygge et lille Hus, 38 kvm. Det blev kaldt Slesvigerhuset. I mellem Tiden var Barn nr 2 blevet født, det var Kristine, 16. Feb. 1867. Oldemor rejste saa til Hvolbæk, først med Dagvogn til Fredericia, Tog til Skanderborg og Fodtur til Hvolbæk, ca 10 km. Det var en Barnevogn med Træhjul, lidt Husgeraad var paa Vognen, Olmedugsdynen og andet, i Bunden af Vognen var der et Magasin, der laa Oldemors bedste Ting, Biblen, en Tekande, blaa Fajance, Pottemaal, Dørslag, og en Tragt. Bleerne var sluppet op. Ved den gamle Bøg ved Vestermølle blev Kristine skiftet, og Kirsten tog sit store blaaternede Lommetørklæde til Ble!! Den sidste Mad blev spist, og hun hentede Kildevand ved Skvæt Mølle. Oldemor og Oldefar blev forenet. Efter som Moster Kristine har fortalt mig, var de meget lykkelige, og havde et godt og havde et godt Liv i det lille Hus med Lergulve og Alkove. Huset staar der endnu og er fredet. Oldefar Knud tog arbejde paa Nissumgaard 4 km derfra, og var der i flere Aar, Lønnen var 50 Øre - om dagen plus Kosten. Han var Husflidsmand, flettede Kurve (han slog og saa Skærver ved Vejen) [det fortalte Knud Peter også mig], skar træskeer, lavede Slikkepinde af Paraplyer, Moster Kristine havde 2 Hold lige til sin Død i 1952. Oldemor Kirsten syede Skjorter for Folk, 36 Øre pr. stk. (i Haanden). Hun var meget flittig, vaskede og bødede Tøj for for Tjenestekarle, spandt Uld for Folk og farvede det. Der kom flere børn, en Dreng Knud Andersen, to Piger Anna og Kirsten Jensine [Hun mener Knudsine, der blev kaldt Sine], en dreng som hed Nis. Mine Oldeforældre levede hele deres Tid i "Slesvigerhuset" og blev begravet paa Fruering Kirkegaard omkring Aar 1905. I min Barndom var jeg med Moster Kristine ved deres Grave; men nu er de forlængst sløjfet.

 

Først min Mormor og Morfar Aneken Marie og Kresten Rasmussen.

Mormor var sammen med Moster Kristine udlært Syerske. De havde købt i Fællesskab en Symaskine (den holdt Moster Kristine "ud") saa det var godt Kram. De gik fra Gaard til Gaard og syede Kjoler, Bukser og alt!

1891 - 1. Nytaarsdag blev Aneken Marie gift med Bedstefar Kresten Rasmussen, Han var Vognmand i Skanderborg, drev en god Forretning. Han kørte "Natvogn" Renovation, det var jo Spande dengang, Skovkørsel, Jordkørsel og Byggematerialer. Paa et Tidspunkt 1920 var der 12 Spand Heste og altid 2 - 3 Kuske paa Kost, saa havde han ogsaa Petroliumstankvogne 3 stk med 3 Heste for, han solgte Olie til Landkøbmænd og Brugsen samt store Gaarde, hvor der var Petroliumsmotorer. I min Barndom har jeg i ferier været med ham paa Tur, det var en dejlig Oplevelse, han var en stor Fortæller, vidste hvem der boede her og der.

Bedste var flittig; men ikke rask. Hun sled bravt og de to mennesker var meget glade for hinanden. De var stærkt Gudsfrygtige, den gamle Bibel arvede de; og hver Aften blev der læst i den og sunget en Salme. Jeg ville helst høre "Ruths Historie", men vi hørte ogsaa andet. Mangen gang har jeg glædet mig over dette herlige Ægtepar, som med Flid og Nøjsomhed arbejdede sig gennem Tilværelsen, og med deres midler skabte glæde og gavn i Afholdsbevægelsen og hos deres Børn og Børnebørn.

Mangen Sommersøndag kom den store Charaban frem, og Bedstefar kørte hele Familien en Tur til Himmelbjerget. De boede ved Illerup Møllebro, Aaen gik gennem deres Have, 3 tdr land Jord var der, nok noget sandet; men Bedstemors 2 Geder fik Føden og leverede Mælk til Husholdningen. Høns Ænder og Gæs levede deres korte Liv i Hønsegaard langs Aaen, som ogsaa var drikkeplads til de mange Heste, "slørede" Vognhjul laa og blev bragt iorden igen. Aaen var rigt udstyret med Ørreder, den gang var det ikke saa almindelig med rygning saa det kunne nok blive lidt ensformigt med stegt Ørred.

 

1891, 4. Oktober blev deres første Barn født. Det blev min Mor. Hun blev døbt Rasmine Katrine. Navnet var hun ked af hele sit Liv; men som hun sagde, "det er ikke det man hedder; men den maade man hedder det paa".

1893, 16. Marts [rettet med kuglepen til 30. august] blev Ingvard født. 1895 Christian. De tre Søskende havde et ualmindeligt Søskendeforhold. De elskede simpelthen hinanden og der er saa faa Søskende, der har det saadan.

1930, 15. Februar døde Bedstemor af et Slagtilfælde, 62,5 aar gl. og blev begravet ved Slotskirken. For Bedstefar Kresten var det som om han gik helt i staa, den gode hjemlige Aand forsvandt og med daarlige Husbestyrerinder blev Telefonen og Kontakten med Kunder undergravet; og alt smuldrede mellem hans Hænder. Han blev simpelthen gammel, kom paa Plejehjem 1940, døde her 1945 [Rettet til 1944].

For mig var det en stor Sorg som 12 Aarig at miste Bedstemor og saa se, hvordan et saa skønt Hjem gaa til Grunde, og se min Bedstefars Livsværk ødes, da er det bedst at tænke paa de gode Stunder!!

 

Min Mor var et begavet Menneske, jeg vil kalde det Aandrig, hun forstod paa sin diplomatiske Maade, at leve Livet baade i Medgang og Modgang. Hun havde Realeksamen; men kom ud at tjene som 16 Aarig hos Moster Kristine, senere i Vitved Bjerregaard, hvor hun traf min Far Anders Juul, ? af en gammel strid Bondeslægt. Det var et meget ulige Ægteskab hvor Livsglæde og ukuelig gaapaamod og Kærlighed til Gud og Næsten mødtes med Stolthed, Træskhed og Stivsind; men trods alt har jeg aldrig hørt et ondt Ord imellem dem. Psykisk vold er jo lovlig i dansk Retsvæsen, og paa den Tid var det jo almindeligt at Kvinden var Manden underdanig. Far og Mor blev gift 27. Maj 1914 i Slotskirken i Skanderborg. De fik en Ejendom i Stjær hvor vi tre ældste blev født. I 1920 købte de Fars Fødehjem i Fastrup. Mine Bedsteforældre (Mors Forældre) var meget hos os, jeg mindes aldrig, at de kom tomhændede, Vattæpper, Vaskemaskine, Møbler og alt gav de til deres eneste Datter, intet maatte hun mangle. Saagar "Tjenestepige" betalte de, jeg tror nok, det somme tider gav et misforhold mod min Fars Familie, der aldrig smilede, indsider gav noget væk. Men Mor forstod "at sejle mellem Skærene" som Mor sagde, og saa ved sit fantastiske gode Humør give os alle en god Barndom trods daarlige Tider.

Jeg tilbragte megen Tid hos Moster Kristine, hun blev Enke som 59 Arig, var bange for at være ene, saa jeg sov hos hende hver nat. Da jeg var 11 Aar, spurgte mine Bedsteforældre hvad jeg ønskede mig i Fødselsdagsgave, "Den blaa Kande" sagde jeg, alle syntes det var et sært ønske. Bedstemor havde jo arvet den efter sine Forældre, og dens Historie fascinerede mig saadan, at jeg kom til at holde af den Kande, jeg ved du vil bevare den Esther!

 

Tiden gik, vi blev syv Søskende helt ulige allesammen.

Far og Mor solgte til min Bror Christian 1953. Købte Hus i Vitved, Mor døde 1960, 3. Oktober. Far overlevede hende i 25 Aar, døde 1984.

Mor arvede den gamle Familiebibel efter sine forældre i 1945, den kom just ikke i "højsædet". Mor var ret ureligiøs, gik i Kirke, som en god Grundtvigianer; Far derimod havde ikke noget stærkt Forhold til Gud, han havde 1912 været paa Vallø Højskole, og var derfra meget præget af den tids Aand og store Mænd, som Brandes og Pontoppidan. Megen vand er løbet til Havs og Livet er levet paa godt og ondt i næsten et Aarhundrede...

 

Min morbror.

Ingvard sejlede som ung oplevede hele Verden, gik i Land i Argentina, sejlede ud igen, sejlede med Marine skib senere til Japan, kom saa til København og traf sin Kone, en rigtig Københavnerpige, Valborg hed hun, hun var et skønt Menneske, dygtig til alt. Tante Valborg forstod alle, sin lidt udsvævende Mand, sin Svigerinde og var i mine Bedsteforældres sidste Aar en uvurderlig Støtte. Hun var en Dame med "Pli" og Etiketten var i Højsædet. Jeg husker Morbror fortælle om sit Sømandsliv; hver gang blev det altid til det helt store "Drama" en fortællelyst som vi Børn elskede, og Tante som holdt meget af sin Mand, straalede af glæde over hans gode Humør og glade Sind.

De fik tre Børn. Erik 1918 [rettet med kuglepen til 1919], han døde som ung af TB. Svend 1920, Skoleinspektør [rettet med kuglepen til 1922 og skolelærer], Kirsten 1932, gift med Heine Heinesen, Sysselmand paa Suderø, Færøerne [rettet med kuglepen til Heini Olsen, ingeniør, Torshavn]

Morbror Christian, gift 1915 med Margrethe, fik under Brahetrolleborg ved Korinth en "Fæstegaard" som hans Kone og dennes Søster passede da Christian døde 1953 af Kræft, deres Børn Anker født 1915 døde i 1962, Carlo gift med Anelise [rettet til Annalise] lever endnu [død 1994 tilføjet]

Morbror Christian havde en Mælkerute og Ost og æggesamling.

 

Moster Ellen Kristine!

Født i Grurup [rettet til Grarup med kuglepen] ved Gram i Sønderjylland. Datter af Kirsten og Knud Andersen.

Som ung var hun Sypige sammen med sin Søster Aneken Marie. De købte en Symaskine og vandrede rundt og syede Tøj paa Gaardene.

1890 drog de paa Vallekilde Højskole. Det var noget særligt dengang og et dejligt Ophold maa det have været, for det prægede dem hele deres Liv. 1892 giftede Ellen Kirstine sig med en Gaardmand, Kresten Pedersen, han var fra Vedslet Sogn, havde Vitvedgaard i Forpagtning og købte saa Vitved Mosegaard, som de drev til 1925. Kresten Pedersen - Morbror Kresten - som vi kaldte ham som Børn, var i sine bedste aar stor og stærk, han vandt engang et Væddemaal, idet han holdt paa, han kunne bære 3 Sække rug i sine Arme. Desværre gik det saadan, at under en jagt, skød P. Olesen ham i Benet, det var et Vaadeskud. Benet blev sat af ved Hoften, og erstattet med et af træ. Siden sad den store stærke Mand næsten altid paa en Stol. [Historierne om de tre sække rug og vådeskuddet i benet er stort set ordret som i Sevel Andersens bog - se under Kresten Pedersen. Sevel Andersens bog er skrevet før dette dokument, så der er ingen tvivl om, at Astrid har læst Sevel Andersens bog] Han var meget flittig og lavede alting, koste træting og alle reparationer. Dygtig var han, et rigtigt Finansgeni, startede Brugsforeningen, og var dens Formand til sin død, startede Bogklub, Foredragsforening og meget andet til Byens Vel.

Ægteskabet var barnløst; men de havde fire Plejebørn:

Astrid Nielsen, en datter af Chresten Pedersens Søster som døde af den spanske syge. Astrid var født i 1889 og var den eneste af deres Plejebørn, der kaldte dem Far og Mor. Hun læste til Lærerinde og virkede i Kalundborg. Jeg husker hende som en god Datter hos Moster. Astrid rejste meget i sine Ferier, besøgte Rom og Paris. Hun fortalte Moster Kristine om sine Ture, og jeg lyttede betaget.

Et andet Plejebarn var Kristian Fredslund, født i 1890 i Århus. Hans Far var Sømand og druknede og Drengen fik ophold paa Mosegaarden.

Et tredie Plejebarn var Marie, datter af Skrædder Andreas Sørensen, der var gift med Moster Kristines Søster Anna, hun døde i Barselsseng efter at have født Barn nr. 3. Marie blev gift med Anton Jensen og overtog Mosegaarden i 1924.

Fjerde plejebarn var Christian, han var Søn af Aneken Marie og Kresten Rasmussen, mine Bedsteforældre. Bedstemor var syg efter en for tidligt født Datter og Christian skulle saa være hos Moster Kristine to dage; men blev der som Mor fortalte det, han var to Aar og blev saa hele sin Barndom i Mosegaarden. 1925 døde Kristen Pedersen af en Hjernesvulst, og det gode Ægteskab var slut. De havde Aaret før bygget en dejlig Villa; men fik saa kort Tid til til at nyde deres Otium. Jeg fik saa den gode "Tjans" at sove hos Moster, og i hendes dejlige Hjem tilbragte jeg mange gode Stunder. Lærte af hendes fine Pli, hvordan man laver Haandarbejde. Jeg var kun 8 Aar, de seks Aar til jeg blev konfirmeret var en oplæring som ikke min Mor kunne have givet mig, da der jo var mange Søskende derhjemme. Moster Kristine havde Radio, allerede før Morbror Kresten døde, det var et Krystalapparat med Øretelefon. Vi derhjemme fik først Radio 1931. Mangen Vintereftermiddag og alle Aftener sad Moster og jeg og lavede Haandarbejde, hun kunne strikke strømper og læse højt samtidig. En god Bogsamling havde hun i Huset, samt alle nye Bøger i Bogklubben i Vitved.

Moster var meget udadvendt, fik besøg af mange Mennesker og vi var tit om Aftenen til "Kaffegilde". Jeg skulle jo saa med, hun var meget mørkeræd og turde ikke gaa alene. Lærer Mikkelsens og Mosegaard var Naboer. De havde et godt Naboskab, jeg har mange Aftener været med hos Lærer Mikkelsens. Han læste og fortalte for os, han var ogsaa Degn ved Kirken, saa der gik aldrig en Aften uden Sang og Musik. Lærerparret havde tre Døtre. Den yngste Helga blev gift med Michael Gam, som senere blev Grønlandsminister. Ægteparret Gam rejste til Grønland 1927, for som Lærer i Evigtut at virke, det blev saa deres Livsgerning; og min interesse for den store Ø blev vakt. Da vi jo kom meget hos lærer Mikkelsens, (det gjorde min Far og Mor ogsaa) mødte jeg jo Helga og M. Gam, mangen gang og selv om jeg kun var et Barn, lyttede jeg til mangen Skildring om Grønlands Forhold; med Spæklamper, Kajak og Konebaad, Gam besøgte min Far og Mor saa sent som i 1958, jeg selv hilste paa Helga og Gam i 1965 ved indvielsen af Bro ? Skole, den blev da købt af Grønlandsministeriet og brugt som Forskole til Seminariet for Grønlands Ungdom.

Moster Kristine havde et smukt Hjem, og var i tyverne velhavende; men tiderne ændrede sig og Pengene blev mindre værd, saa da Socialloven kom i 1933 ved K. K. Steinke, maatte hun søge Aldersrente, 65 Kr. maanedlig. Moster indvilgede deri paa den betingelse, at naar hendes Dødsannonce skulle i Avisen, skulle der staa Rentier og ikke Aldersrentenyder.

Intet Kaffebord kunne overgaa Mosters, mindst 8 slags Kager og Smaakager. Hun elskede at bage og jeg kan endnu smage hendes ? kage. Kristine og Kresten Pedersen var ivrige Grundtvigianere, og var hver 14. Dag i Bering Valgmenighedskirke; [Bering Kirke og Bering Valgmenighed er omtalt i Adslev-slægtens slægts-årbog 2007. Medlemmer af Adslevslægten var med ved opførelsen af kirken.] men det hørte jo op da Moster blev alene. Aftenandagt var en selvfølgelighed. Jeg tror hun gennem hele sit Liv fandt Styrke til sin Godgørenhed og Livssyn; hun spillede Orgel og havde først lært det som voksen. Hun havde "Gehør" for Musik. Du maa kunne huske hende, Moster Kristine døde 1952, 85 Aar gammel, 15. Marts dette Aar.

 

16. Februar har altid staaet for mig som en Festdag, det var Moster Kristines Fødselsdag, og saa samlede hun hele sin Familie, Søskende til hende mødte op til Chokolade og masser af Brød, stort Aftensbord og en dejlig Stemning var til Stede. Mine Forældre og Søskende var ogsaa med, der blev sunget og spillet om Eftermiddagen, dejlige Sange og Salmer. Det var som om det blev en skik for min Mors 4. Oktober og for min egen Fødselsdag. Jeg kan godt fortælle dig at Moster havde en Aftægtskontrakt fra Mosegaarden, Mælk, Smør, Gris og Kalv samt Brændsel, men den blev ikke holdt til Punkt og Prikke, hun maatte ofte bede om ...

Knud Andersen var tredie Barn af mine Oldeforældre. [Han var nu den yngste af de seks søskende]. Han kom i Murerlære og drev selvstændig Murerforretning i Stilling. Han blev gift med Gundine.

Mange Huse og Gaarde han og hans Folk bygget ogsaa Moster Hus og mine Forældres Kostald, og i sine sidste Aar reparerede han Kirker med stor Pietet.

Knud Mureren med Fmilie kom meget hos Far og Mor. De fik 5 Børn, den yngste lever endnu, Ernst Andersen og er Murermester i Stilling.

Fjerde Barn af Slesvigerhuset var Anne, gift med Skrædderen Andreas Sørensen, hun døde som ung i Barselsseng. Marie, den ældste, blev jo opfødt i Mosegaard. To Drenge Sigurd og Arne er ikke mere. Marie er 85 Aar og lever i Vitved.

Femte Barn, Kirsten Jensine, Kaldet Sine [Hun hed Knudsine Martine og blev ganske rigtigt kaldt Sine], blev gift med Søren Peter Sørensen. Han havde et lille Sted i Pilbrodalen og gik paa arbejde i Vitved Overgaard. I 1928 solgte de Stedet og flyttede til Svejbæk, hvor Søren Peter arbejdede paa Træskofabrik. Sine havde brune Sko. Det var dengang uhørt, at en Daglejerkone var saa fin, men Søren Peter forkælede Moster Sine. Jeg husker endnu, at de om søndagen kørte Ture i deres Gig ud til Familien. De havde tre Køer og en Hest. Vi besøgte dem tit i Svejbæk, nød den skønne Natur med Stovbjerg og Sindbjerg og Søerne og saa "Hjejlen" sejle forbi. De havde 4 børn; Søren Peter blev smittet med Tuberkulose, og hele Familien blev angrebet og blev udslettet, den sidste ca. 1950.

[Dette rygte om vores families udslettelse er stærkt overdrevet. Der var fem søskende: Aage, Kirstine, Knud Peter, Jens og Kristian. Ganske vist døde Jens og Kristian i en forholdsvis ung alder, men de nåede begge at få børn. Den sidste sætning er da også slettet med kuglepen, hvorefter navnene Anna, Søren, Jens, Kristian og Knud Peter er nævnt. Den rettende har altså heller ikke haft helt styr på familien.]

 

Tilbage af Børneflokken var en Dreng Nis. Han døde som 14 Aarig af Tæring. Dermed er Sagaen ude med Familien i Slesvigerhuset. Biblen fik jeg af min Far, da vi ryddede op paa hans Loft 1962. Nu faar du den, saa ved jeg den bliver bevaret. Naar du ikke er mere maa du give den til Karin.

...for vi ved jo at Aarene de ruller og skiftes om paa Jord, og vore navne glemmes som Sne der faldt i Fjor, og Slægt efter Slægt segner hen for ? Bud.

Alt dette er hvad min Mor og Moster Kristine har fortalt mig, og hvad jeg selv har oplevet. Jeg har haft et skønt Liv, Sorger og Glæder har krydret min Tilværelse. Takket være min Ægtefælle, paa trods af forskelligt Livssyn, har jeg haft et rigt Liv. Er nu 70 Aar, og jeg mindes mangen dejlig Stund med min Familie. Det er Minder lader som ingenting er dog et lønligt Kildespring.

 

Kærligst din Mor

 

Astrids notater, kilde nr. 051.

Saadan som Moster Kristine har fortalt mig, da jeg var hos hende fra 1926 - 32.

Min Oldefar Knud Andersen var søn af en Fæstebonde under Gottorp Slot. Han kom til Gram i Sønderjylland til en Militærforlægning som 22 aarig i 1863, og blev kæreste med Kirsten Pedersdatter og de blev gift kort før Krigen 1864. Antagelig blev de gift i Gram eller Fole, og boede i Grarup.

[En søgning efter Kirstens fødsel og deres bryllup i kirkebøgerne fra både Gram og Fole giver ikke resultat.]

Knud Andersen var med ved Forsvar af Dannevirke, som blev stormet af Preusserne og de danske Soldater maatte i haard Vinter trække sig tilbage til Dybbøl og senere fortrække til Als. Krigen sluttede og Sønderjylland blev tysk til Kongeaaen.

Saa udbrød den fransk-tyske Krig, og de Sønderjyder skulle, som Moster fortæller, "sværge til den tyske Fane". Knud Andersen flygtede fra Sønderjylland op til en Soldaterkammerat i Hvolbæk. Han passerede Grænsen ved Nattetide over Kongeaaen. Han medbragte 300 Rigsdaler, som arv fra sit hjem i Gottorp og byggede "Slesvigerhuset" i Hvolbæk.

Kirsten Andersen havde 1865, 27. August født en lille Pige, Anneken Marie. Senere, mens Knud Andersen allerede var i Danmark, blev Ellen Kristine født 16. Februar 1867. Knud Andersen fik Arbejde paa Nissumgaard til 50 Øre Daglig plus kosten og der gik han hele sit Liv.

Da Slesvigerhuset var færdig September 1867 fik Kirsten udrejse til Danmark og rejste med Dagvogn fra Aabenraa til Fredericia. Derefter med Tog til Skanderborg St. Hun medbragte en Barnevogn med Jernhjul, 2 Børn, lidt Husgeraad, en Dyne, sin Bibel og den smule Tøj, hun kunne slæbe med sig. Turen fra Skanderborg til Hvolbæk gik til Fods og ved Skaarup var de sidste Bleer brugt og hun tog saa sit blaaternede Lommetørklæde og gav den lille det på. Hverken Knud eller Kirsten Andersen gensaa deres fødeegn mere.

Tiden gik og Kirsten var flittig. Hun syede Skjorter for Folk. Fik 36 Øre ( 1 Skilling pr. Stk), kartede og spandt. Flere Børn kom til Knud, Sine, Ane og Nis. Huset var paa 38 kvm. De levede hele deres Liv i "Slesvigerhuset". Døde omkring 1905, og er begravede paa Fruering Kirkegaard. Den yngste, Nis, døde som 13 aarig af Tæring, Tuberkulose som vi siger i Dag. Anneken Marie, kaldet "Marie" og Kristine lærte at sy, og gik Sognet rundt med en Haandsymaskine og syede. Sammen drog de paa Højskole i Vallekilde paa Sjælland. Noget helt uhørt paa den Tid ca. 1888!

De blev senere gift. Marie med Kresten Rasmussen (vores Bedsteforældre), Kristine med Kresten Pedersen forpagter paa Vitvedgaard, Knud med Gundine, Murermester i Stilling, Ane med Skrædder Andreas Sørensen, Virring, Sine med Søren Peter Sørensen, Teglværksarbejder. Marie, vores Bedstemor, blev Vognmandskone. Bedstefar "Kresten Rask" drev Vognmandsforretning i Skanderborg, kørsel for Kommunen, Dag og Natrenovation. Det var jo før der kom "træk og slip", Skovkørsel, kørsel for Købmand Oskar Brun. Senere var det Petroleum med 3 Heste for hver Vogn. Olien kom i Tankvogn til Skanderborg St. og herfra fragtede han med 4 Tankvogne ud til Købmænd og store Gaarde. Der var jo mange, der ikke havde el.

De boede først i en Ejendom hvor Ryparken ligger i Dag. Siden flyttede de til Illerup Møllebro. Der var op til 20 Heste paa Stald. De meste blev kørt 3 Spand paa grund af de store Læs. De havde Kuske paa Kost, saa gik det til Bedstemor døde i 1930 og Lastbilerne holdt deres Indtog. "Kresten Rask" døde 1944.

Bedstefar blev gift Nytaarsdag 1891. Min Mor Rasmine blev født 4. Oktober 1891. Ingvard 2 Aar senere, Kristian 1896. En lille Pige døde som eetaarig. Hun hed Marie. Bedstefar Kresten Rasmussen var fra Skanderborg. Hans Far var paa Kalkværket, en ret stor Arbejdsplads i Skanderborg. "Kresten Rask" havde 3 Brødre og 1 Søster. Onkel Carl gift med Kristine [rettet med kuglepen til Christine] var Bager og byggede Bageriet paa Korsvej. De havde een Datter Karla. Hun døde 32 Aar gammel, ugift. De boede i deres Alderdom i Berg Hansens Gaard ved Haandværkerforeningen. Onkel passede Gaard og en stor Have ( der hvor Peters Biler ligger i Dag ) . Senere fik de fribolig i Møllegade.

Mads var Arbejdsmand ved Blom. Var gift men hans Kone husker jeg ikke. [Tilføjet med kuglepen: 2 børn Tinne og Karen]. Kirsten var gift i Vejle med en Maaleraflæser [tilføjet med kuglepen: Axel Mortensen - 3 børn: Arne Erna Anna]. Hun kom meget til Ingvard og Valborg og var Gudmor til Kirsten.

Daaben fandt sted i 1932. Jeg var 14 Aar og serverede til Festen ( brun Suppe, Kød og Peberrod og Fromage ).

Een Bror har jeg glemt. Hans Navn husker jeg ikke [tilføjet: Jens (Århus)]. Han boede i København ["han" overstreget, derefter tilføjet Rasmus Peter]. Derfra stammer Henny [rettet til Henry] som kom til Bedstefars 1 Aar gammel. [Tilføjet med kuglepen: Barbara, døde ung]

 

Ellen Kristine, vi sagde altid Moster Kristine blev gift med Kresten Pedersen, og de købte Vitved Mosegaard, som de drev indtil 1925. Omkring 1910 mistede Morbror Kresten ved en Vaadeskudsulykke det ene Ben, men stor og stærk som han var, var han med i alt arbejde paa Gaarden. De var barnløse; men tog 4 Børn til sig. En Dreng Kristian Fredslund. Den Spanske Syge rasede, og Krestens Søster i True nord for Aarhus døde i Barselsseng. Det var en lille Pige paa 2 Aar, Astrid hed hun, og hun blev den eneste, der sagde Far og Mor til dem. Astrid læste til Lærerinde og boede i Kalundborg. Blev gift med Arland i en sen Alder og døde til Mosters store Sorg 50 Aar gammel.

Moster Ane døde ligesaa i Barselsseng ved sit 3. Barns Fødsel. En lille Pige 2 Aar gammel kom til Moster Kristine. Hun hed Marie. Hun arvede Gaarden i 1925 og blev gift med Anton Jensen ( De lever endnu i et Hus i Vitved ). Vores Bedstemor Marie var meget syg ved den lille Piges død og Christian, barn nr. 3 kom ogsaa til Moster Kristine som 2 Aarig, og blev der til han blev konfirmeret. Saa trods deres Barnløshed opfostrede de 4 Børn. De byggede en dejlig Villa; men Morbror Kresten døde November 1926. Moster var 58 Aar og mørkeræd. Paa den maade kom jeg som 8 Aarig til Moster og oplevede mange gode Aar.

Moster Kristine var en dame med Maner. Der var "pli" overalt. Jeg lærte at værdsætte al god læsning. Hun havde Radio, den kom jo først i hjemmene 1925. Ligesaa blev jeg sat til Haandarbejde, alt muligt, og det maa da have aflastet min Mor, naar vi havde en god læremester som forstod at sætte i Gang med al Haandarbejde.

Jeg har glemt at fortælle om Kresten Pedersens Virke i det lokale Liv, i Vitved By. Han var i 1890 med til at starte Vitved Brugsforening. Var Formand til sin død i 1926. Han tog Initiativ til Forsamlingshuset. Oprettede en selskabelig forening "Fruering Vitved Foredragsforening". Desuden var Ægteparret ivrige Grundtvigianere og deltog i Kirkegang i Bering Valgmenighed hveranden Søndag.

Foredragsforeningen eksisterer endnu. Efter at jeg kom til Moster Kristine, har jeg "ledsaget" hende til Møde 1 gang om Maaneden. Har hørt Thomas Olesen Løkken, Jeppe Aakjær, Skjoldborg tale og mange andre, som kom i Forsamlingshusene og læste og holdt Foredrag.

Med i Kresten Pedersens gøremaal var ogsaa oprettelsen af Fruering Vitved Sparekasse. Den kører endnu som en af de faa smaa Sparekasser.

 

Tiderne skiftede. Moster skulle efter alt at dømme kunne sidde godt i det. Hun skulle jo fra Gaarden have mange Naturalier: Brænde, Mælk, Flæsk, Æg, Kartofler; men Anton og Marie overholdt ikke den Klausul, og Moster var jo godheden selv og krævede intet. 20.000 Kroner havde hun i Sparekassen, efter den Tid en god Sum. Jeg blev sendt til Virring, hvor Sparekassen var, og Moster gav sine Penge, dem hun kunne undvære, til Anton og Marie. Hun levede meget sparsommeligt. Drev sin Have, strikkede tit for Folk, og da Socialloven ved K. K. Steinke kom i 1933 fik hun Aldersrente, 65 KR. om Maaneden. Sogneraadet fik hende overtalt, naar de ville love at der ikke i hendes Dødsannonce kom til at staa "Aldersrentenyder". Min Mor og Agnes bar meget til Huset: Brændsel og Slagtemad. Hun blev 85 Aar og døde mæt af Dage. Ligger begravet paa Vitved Kirkegaard.

I Mosters Hus kom Lærer Gam og Helga. Hun var Datter af Lærer Mikkelsens. De drog til Grønland 1926 og virkede der hele deres Liv. Naar de var i Danmark, var de faste Gæster hos Moster. Efter Mosters død besøgte de Far og Mor. Meget mere kunne jeg fortælle om dette herlige Menneske; men et er: Ære være hendes Minde.

 

Knud, Søn af Kirsten og Knud Andersen blev Muurmester i Stilling. Han var udlært hos Jeppe Petersen, Skanderborg og oparbejdede en god Forretning. Han byggede flere Huse i Vitved By, sammen med Jeppe Petersen byggede han i 1904 det Hus min far og Mor boede i i Vitved, gaarde, Mosters Hus og mange andre. Hans befordring var Cykel og saa en Vognmand til at køre Stillads.

Han var gift med Gundine. De boede paa Tyrasvej i Villa Nordby.

Børn: Arne, Toldassistent, gift med Kirsten. Esther. Kirsten, gift med en Landmand i Jaungyde. Anna gift med Chauffør ved DSB. Ernst, som bor i Stilling.

 

Sine, gift med Søren Peter Sørensen, Teglværksarbejder, boede i Vitved Dal. Flyttede til Svejbæk i 1926. Arbejdede paa Træskofabrikken dér. Søren Peter havde en Bror, der var Formand der. De havde 4 Børn: Knud, Anna, Jens, Søren.

De fik Tuberkulose og døde i ung Alder. Moster Sine overlevede dem alle og hun blev ca 60 Aar. De ligger begravet paa Lindaa Kirkegaard.

 

Ane blev gift med Skrædder Andreas Sørensen, Virring. De fik 3 Børn: Sigurd, Marie og Arne. Ane døde i Barselsseng og Marie kom til at bo hos Moster Kristine.

Skrædderen giftede sig hurtigt igen og fik 3 Børn i andet Ægteskab.

 

Nis døde som 13 Aarig.

 

Haaber du kan læse hvad jeg har skrevet. Meget mere kunne fortælles; men noget ved du jo selv. Mor har jo skrevet noget og lad det saa staa i det lyserøde Skær. Er der noget saa maa du jo spørge.

 

Kærligst Astrid.

Søg person:
Søg lokalitet: