|
post[at]frands.dk
Har du googlet noget, du ikke kan finde her på siden?
Så søg her: (skelner mellem store og små bogstaver)
|
|
|
|
|
|
|
Nordsøen
Da motoren nu snurrede som den skulle, da der ikke kunne konstateres unormal dødelighed blandt skibets rotter, da mandskabet ikke i væsentligt omfang var forvandlet til svin, da kort sagt Den Vilde Jagt ikke kunne blive mere shipshape, og da meteorologerne ydermere stadig lovede stille vejr, var det med at komme afsted. Vi forlod Rendsburg et kvarter efter, mekanikeren var gået fra borde. 
Hanne arbejder på dækket under Frandses kommando under sejlads fra Rendsburg yachthavn til kanalen
Jens styrer Den Vilde Jagt på Kielerkanalen
Lystbåde må ikke sejle på kanalen efter solnedgang, hvilket i vores tilfælde ville sige efter klokken 22:00. Fra Rendsburg til Brunsbüttel er der næsten nøjagtigt 36 sømil, og da Den Vilde Jagt for motor sejler næsten nøjagtigt 6 knob, ville vi kun lige akkurat kunne nå det. Vi tog tid fra kilometermærke til kilometermærke og regnede på, hvornår vi ville komme frem. Klokken 22:00, i de sidste gyldne minutter, anduvede vi den lille yachthavn i Brunsbüttel. De seks timer for motor med hvad vi opfatter som fuld kraft, havde demonstreret, at der nu ikke var nogen grundt til at være bekymret for motoren. Ved ankomsten til Brunsbüttel var der tørt som aske under den. 
Den Vilde Jagt anduver Brunsbüttel ved solnedgang
Tidevandstabellen fortalte os, at vi enten skulle sejle midt om natten eller også skulle vi vente til næste dags eftermiddag. Vi bestemte os for det sidste – så fik vi en sidste god søvn, og næste formiddag kunne vi få en sidste vejrmelding. Skulle vi komme i tanker om nogle småting, vi ikke havde fået købt, havde vi en chance mere næste formiddag.
Tirsdag formiddag fik vi bragt en stor indkøbsvognfuld med 50 liter vand i literflasker, diverse slik, kager og andre småfornødenheder ombord, vejrmeldingen viste stadig stille vejr, og først på eftermiddagen sejlede vi gennem slusen. Nu var vi på Elben, Nordsøen ventede få timer fremme. 
Slusen i Brunsbüttel
Vi var kommet vel tidligt afsted, så vi havde stadig lidt modstrøm. I en blød bue sejlede vi over i Elbens venstre side, og snart gik det fra grøn bøje til grøn bøje. Vi sejlede forbi Cuxhaven, og lidt længere fremme var strømmen på sit højeste, omkring 5 knob med os. Vi spiste aftensmad. Så var vi på Nordsøen, stadig i blikstille vejr. 
Bøje i 5 kn strøm ved Cuxhaven
Vi aftalte vagtfordelingen således, at Tonny og jeg afløste hinanden med fire timers intervaller. De andre tre gjorde det samme, de havde så otte timers frivagt. Til gengæld tog de sig af madlavningen. Omkring klokken 18:00 var den 4-timers vagt delt i to, så hele systemet rullede fire timer hvert døgn. Det var et vagtskema, som det var meget bøvlet at have overblik over, men alle kunne hurtigt huske, hvornår de selv havde vagt og hvem de skulle vække, når de var færdige. I den stille nat sejlede jeg sammen med Henning forbi Weser. Vi sejlede i kysttrafikzonen, og vi skulle krydse sejlruten ind til Bremerhaven. Der var en del trafik, og der lå en del ankerliggere. Et opmålingsfartøj, eller hvad det nu var, passerede meget tæt på os. Skibet vendte rundt og kom igen meget tæt på os. Som en enøjet kæmpe kiggede den ned på os med sin enlige røde lanterne. Så tog den en anden kurs og bevægede sig væk fra os. 
Skib ved slusen i Brunsbüttel. Så tæt var vi også på fartøjet ved Weser
Onsdag sejlede vi med de hollandske Vestfrisiske Øer i sigte, om morgenen Ameland og Terschelling, og sidst på eftermiddagen fik vi Vlieland i sigte. Ved afgangen fra Rendsburg havde jeg meddelt besætningen, at vi som mindre øvede tidevandssejlere ikke ville sejle ind i farvande, hvor der ikke under alle omstændigheder, det vil sige ved ethvert tidevandsniveau, var vand nok til, at Den Vilde Jagt flød. En regnefejl kunne i modsat fald betyde, at vi havnede på en sandbanke i en ydmygende stilling med masten vandret hen over muddervandet. Det ville jeg under ingen omstændigheder risikere. I praksis betød det, at når vi ser bort fra Helgoland, så var den første havn, vi kunne gå ind til, Oost-vlieland, der ligger på Vlieland. Oost-vlieland ligger imidlertid – som alle havne på de frisiske øer – på ’indersiden’ af øen, hvilket betød, at vi skulle sejle en del sømil i render i vadehavet, hvis vi ville derind. Det kunne give noget bøvl med strømmen, og derfor havde vi ved starten af turen sat byen Den Helder som destination i første omgang. Her ville vi bunkre diesel og skaffe en ny vejrmelding. Allerede om aftenen nåede vi Texel, og vi kunne nu se, at vi ville nå frem til Den Helder midt om natten. Da vejret stadig var stille, bestemte vi os derfor til at sejle videre til IJmuiden, der ligger ved Amsterdam. Mens vi sejlede langs med Texel, kom der en lille smule vind. Vi satte sejl, og det var dejligt at være under sejl for første gang siden Kieler Bucht. For første gang følte jeg, at den her nordsøtur havde sine øjeblikke. Henning og jeg sejlede igen sammen mellem 20:00 og 24:00. Sejlene trak, vi gled langsomt afsted i det sidste lys fra dagen. I tusmørket så vi et underligt fartøj. Det viste sig at være en sejlbåd med ureglementerede lanterner, der var to sidelanterner i hver side, en på siden af ruffet og en i toppen af masten. Han sejlede underligt rundt som om han ledte efter noget eller nogen. Vi kom på råbeafstand af ham, men han henvendte sig ikke til os, så vi bestemte os for, at vi ikke behøvede at tilbyde vores hjælp. Vi så hans nationalitetsflag, Dannebrog. Så kom tågen. Fra det ene øjeblik til det næste forsvandt vores sigt, lysene fra land, lysene fra de mange skibe i den internationale trafiksepareringszone, der går langs kysten hele vejen fra Hamburg og videre ned i Engelske Kanal, lysene fra diverse fartøjer og bøjer i den kystnære zone, alt forsvandt, og vi stirrede ud i det mørke ingenting. SATANS, tænkte jeg. Nå, det er SÅDAN, det er meningen, at jeg skal ned med nakken. Det var DET, varslerne forsøgte at advare mig imod. Tåge er sjælden, i det mindste på de tidspunkter, hvor jeg har sejlet. Bortset fra nogle blæksorte nætter ned langs Europas og Marokkos kyster, hvor jeg var i tvivl om sigten, er den forrige tåge, jeg sejlede i, helt tilbage i 1986, hvor vi sejlede fra Læsø til Skagen. Dengang var det dag, og jeg var sikker på, at ligegyldigt hvad, der dukkede op indenfor den korte radius, der udgjorde vores sigt, ville vi kunne nå at vige, når vi sejlede for motor med høj fart. Dengang tog jeg det roligt. Senere erfarede jeg, at i den selvsamme tågebanke var en coaster blevet sejlet ned af en norgesfærge, og seks søfolk var omkommet. Onsdag den 30. juni om aftenen klokken 23:40 tog jeg tågen helt seriøst. Først vækkede jeg Tonny. Så fik jeg hele besætningen vækket og op. Jeg skal ikke risikere at blive sejlet ned med folk under dæk. Folk fik redningsveste på og blev placeret rundt på båden for at holde udkig. Vinden var næsten borte, men vi fortsatte for sejl med en fart af en enkelt knob uden at starte motoren. Det bedste, vi kunne gøre, var at lytte. Så hørte vi et horn tude. En lang og to korte. Morsesignalet for U. Det internationale signal ’De stævner mod fare’. Et skingert hyl, et horn fra helvede, Jerichos trompeter. Vi stirrede endnu mere intenst ud i natten. Lyden nærmede sig, og vi mente at lokalisere den foran lidt til bagbord. Jeg tænkte stille, at et skib, der bevæger sig, ikke signalerer U, og med en knob nærmede vi os faren. Pludseligt, en halv snes grader til bagbord en halv snes grader oppe på himlen, kom et svagt lys. Helvedeshornet lød nu som en basun, lyset blev stærkere, himlen åbnede sig, og snart kunne vi se syv lys, der bevægede sig ned mod os, syv engle, der kom ud gennem perleporten for at hente os hjem til det ny Jerusalem. Så forsvandt perleporten, englene, basunen, tågen og tågesignalet, en halv sømil foran lidt til bagbord lå en olieplatform. Sigten blev normal, alle bøjer, fyr, ankerliggere og skibe i den internationale trafiksepareringszone, alt var synligt som ved den klareste dag. Jeg åndede lettet op. Klokken var blevet 01:30, vi genoptog sejladsen for motor, og jeg skyndte mig ned for at sove et par timer, inden jeg skulle på vagt igen klokken 04:00. Torsdag middag fyldte jeg dagtanken for sidste gang på den tur. I Den Vilde Jagt har vi en bundtank med plads til knap 100 liter dieselolie og en ’dagtank’ med plads til ca. 40 liter. Når dagtanken er ved at være tom, pumper vi op fra bundtanken. Når vi har taget noget af indholdet i bundtanken, kan vi kun vide, hvor meget der er tilbage, ved at føre regnskab med hvor meget, vi pumper op. Det gør vi ikke særligt nøjagtigt, og vi regner altid på den sikre side. Før jeg pumpede diesel op, vidste jeg ikke bedre, end at vi var nødt til at bunkre diesel snarest, men da jeg havde tømt bundtanken, og dagtanken var fuld, vidste jeg, at vi ville kunne sejle videre for motor indtil næste formiddag. At vi nærmede os Ijmuiden, kunne vi se på de mange ankerliggere, der lå på rheden. Hvad sker der i Europa? Hvordan kan alle de millioner af tonnage ligge uvirksomme hen? Er det den økonomiske krise? Solen skinnede, og det begyndte at blæse en lille smule. Vi satte sejl og stoppede motoren. Vinden var i sydvest og strømmen var med os, vi anduvede Ijmuiden i halvvind. Det var en dejlig sejloplevelse, det var lige før, jeg blev i godt humør. Efter nattens nærdødsoplevelse, havde jeg en følelse af udødelighed. Vi kunne sejle den her båd til Helvede og hjem igen, følte jeg. Nu kunne det ikke gå galt. Jeg tænkte ved mig selv: ”Selvfølgelig er det sådan, at når det ender galt, er det på den sidste tur. Folk tager jo ikke på havet og forliser og synker og drukner og omkommer og dør og krasiperer på deres NÆSTsidste tur. Gamle idiot! Men det er jo ikke ensbetydende med, at den sidste tur, man sejler, ender galt.“ Med min ny- eller genvundne selvsikkerhed, med diesel i tanken til at sejle et døgnstid mere og med vind til at give os et skub uden at bruge diesel, bestemte jeg mig til at sejle videre i hvert fald indtil næste formiddag. En ny vejrmelding mente jeg, vi kunne undvære. Dette meddelte jeg besætningen, vi vendte og satte kursen mod vest. Der gik dog ikke lang tid før vi kun avancerede på grund af medstrømmen, og snart var sejlene igen nede og motoren startet. 
Magsvejr på Nordsøen ud for Holland. Tonny, Hanne og Jens
Vi kunne regne ud, at vi ville passere Europoort, havnen ved Rotterdam, midt om natten. Europoort ligger ved mundingen af Rhinen og Meuse, og med Tyskland, Holland, Belgien, det halve af Frankrig med meget mere som opland, er det verdens travleste havn. Det ville være kønt at havne i tåge midt i trafikken til og fra den havn. Jeg vidste, at det ikke ville ske. Allerede på min frivagt ville vi komme ind i den stærke trafik, så vi aftalte, at de skulle vække mig, så snart vi nærmede os havnen. De vækkede mig imidlertid først klokken 24:00, det normale tidspunkt for vagtskifte. Da befandt vi os lige ud for Europoort, og Tonny og Jens havde allerede et stykke tid moret sig med at navigere mellem de mange skibe, der sejlede ind og ud af havnen. Da jeg kom op, lå vi midt imellem flere hundrede fartøjer, platforme og andet, der lyste op rundt om os, en mægtig og konstant trafik på den internationale trafiksepareringszone, masser af ankerliggere, og dem vi skulle være mest opmærksomme på, mange ind- og udsejlende skibe. Alt forløb dog roligt, snart havde vi passeret den sidste sejlrende ind til havnen, Tonny og Jens gik til køjs, Hanne og jeg lagde de sidste ankerliggere bag os og fortsatte ud i natten. Det var helt vindstille, kun motorens sagte brummen og en stille klukken af vand forstyrrede stilheden. Månen skinnede og lyste havet op omkring båden. Når de små bølger hen langs skroget knækkede, lyste morilden på toppen af dem. Det var varmt. Vi havde sejlertøj på, men man kunne tydeligt mærke, at man ikke skulle bevæge sig særligt meget, før det ville være alt for meget tøj at have på. Jeg mente at kunne lugte land. ”Åhh,” tænkte jeg. ”Nu skal jeg lokkes til at opgive min beslutning om at stoppe som sejler.” Jeg fyldte diskret bivoks i ørerne på Hanne, gik op på ruffet, lavede en selfbondage op ad masten med tampen fra storfaldet og sang stille hen for mig: ”Har du mistet det gyldne håb,
som du fik i gave ved din barnedåb.
Og går du tomgang i en lukket ring,
Og er du blevet til ingenting.
Så kom og dans natten lang
Til tonerne af en sirenesang…” Jeg kan lugte Grækenland, pinjer, retzina og figen. Til bagbord kan jeg skimte den mørke silhouette af Ithaki. Oh muse, fortæl om hin raadsnare helt. Dér til styrbord ligger Lefkas med bugten, hvor vi sank med dingen. Nu sejler vi mellem Scylla og Charypdis, Etna hæver sig højt til bagbord. Nu er vi på vej mod Afrika, Sicilien ligger stadig til bagbord. Et skib indhenter os og passerer os om bagbord. Det er Den flyvende Hollænder, der i en sky af gnister svæver forbi os. Agter ved roret står skipperen. I det øjeblik, hvor han tænder en hjemmerullet cigaret, kan jeg se, at han smiler til mig. ”Kom med,” telepaterer han til mig. Jeg ombestemmer mig med hensyn til at stoppe med at sejle. Jeg vil blive ved så længe, der er kød på mine knogler. Jeg trækker i bondagen, men kan ikke komme fri hurtigt nok. Ved hjælp af telekinese løfter jeg Den Vilde Jagt lidt op af vandet og sætter farten op. Den trækker et kølvand af meget kraftig morild efter sig. Det minder om gnisterne omkring Den Flyvende Hollænder, som nu svæver lidt foran for tværs af os. Den Vilde Jagt indhenter Den Flyvende Hollænder og vi nærmer os hinanden. Snart kan man næsten hoppe fra det ene skib til det andet. Så tænker jeg det igennem igen: Da vi indkaldte til det første møde om denne tur i bugtens klubhus i maj sidste år, forestillede jeg mig, at der ville komme en del mennesker, mindst en ti-tyve stykker. Men der kom kun tre udover os selv. Da vi i ugerne derefter gik og renoverede Den Vilde Jagts dæk, var der stort set kun Ole og mig, der deltog. Og da vi sejlede til Lübeck, var der ingen, der ville sejle sammen med mig videre fra Lübeck til de øvrige Vendiske Hansestæder – jeg lå alene i Lübeck i over en uge, indtil Henning kom de sidste dage. Så var vi to, der kunne sejle videre til Wismar. Mit sinds greb om Den Vilde Jagt løsnedes en smule, den sank lidt ned og begyndte at tabe fart. Jeg opfatter ikke en båd som et transportmiddel. Til det brug er den for langsom, for dyr og for besværlig. Jeg har fra den tidligste begyndelse i sommeren 1982 opfattet den som et medie. Og det, den medierer, er fællesskab. Og jeg HAR haft mange gode oplevelser med mange gode folk ombord på både i diverse bådefællesskaber. Men hvis det har udviklet sig sådan, at det er blevet så umuligt at få folk til at være med, så giver det ikke længere mening for mig at fortsætte. Den Flyvende Hollænder begyndte nu mærkbart at trække fra Den Vilde Jagt. I foråret og forsommeren brugte jeg en hel del tid på at renovere og klargøre Den Vilde Jagt til denne tur. Jeg gik glip af mange cykelture ud over Søhøjlandet på den konto. Den Vilde Jagt sank ned til sin sædvanlige dybgang og fart, snart blev Den Flyvende Hollænder lille forud. I min telepatiske høresnegl hørte jeg skipperen le en sidste gang. Så var den væk. Jeg løsnede storfaldet og gik tilbage i cockpittet til Hanne, der heldigvis ikke havde bemærket noget. Jeg vækkede Tonny og gik til køjs. Næste formiddag anduvede vi Zeebrugge i solskin og 30 graders varme. Vi fik tanket diesel, og så gik vi i land, frit efter opskriften i den gamle sang: We came on the sloob John B
My grandfather and me
Around Nassau town we did roam
Drinking all night
Got into a fight
I feel so broke up
I want to go home
Hoist up the John B’s sail
See how the main sail sets
Call for the captain ashore
Let me go home, let me go home
I wanna go home, yeah yeah
Well I feel so broke up
I wanna go home… Efterskrift: På Foreningen Den Vilde Jagts generalforsamling i oktober meddelte jeg de forsamlede, at jeg ønsker at melde mig ud af foreningen. De blev kede af det. Vi aftalte en lang frist hvor de kan finde ud af, hvordan eller hvorvidt de vil fortsætte. Jeg har lovet at fortsætte med at passe regnskabet, og vi aftalte, at jeg kan sejle som gast et par døgn hvert år.
2010-12-17 klokken 20:24:11. Kommentarer (0)
|
|
Rendsburg
Næste morgen (tirsdag), konstaterede jeg, at der igen lå en spand vand under motoren. Jeg kiggede i varmeveksleren, og den var helt fuld, som den havde været dagen før, inden jeg fjernede lidt vand i den. Jeg var nu sikker på, at varmeveksleren var utæt. Min første tanke var at sejle videre og hver morgen lænse den spand vand ud af båden, der måtte komme ind gennem varmeveksleren. Så kunne Ole og jeg i fællesskab skille den ad og reparere den, når vi mødtes i Normandiet eller hvor vi nu nåede hen. Men da jeg talte med Ole i telefonen, blev vi enige om, at jeg skulle få det lavet, når vi kom til Rendsburg. Vi sejlede gennem sluserne, og i løbet af nogle få timer var vi i Rendsburg, hvor vi straks efter, vi havde fortøjet, kontaktede havnemesteren. Hun gav mig telefonnummeret på en mekaniker, som jeg ringede til. Vi fik en aftale om, at en af hans folk skulle komme ned til os og kigge på varmeveksleren den næste dag. 
Kielerkanalen. Frands, Torben, Poul og Jens
På torvet drak vi Flensburger Dunkel. Ligesom sidst. Vi ledte efter Recall, det sted, hvor vi i 2002 drak pitou, men vi fandt det ikke. Onsdag morgen kom mekanikeren ombord. Han konstaterede på nogle sekunder, at varmeveksleren var utæt, skilte den ad og tog den med sig. Han ville se, om det var pakningerne, die Dichtungen, der var gået, eller om der skulle ny indmad, Rohrbündel, i varmeveksleren. Hvis det var pakningerne, kunne motoren være klar i løbet af et par dage, hvis det var rørenheden, kunne der gå en uges tid. 
Den tyske mekaniker skiller varmeveksleren ad
Vi fik sendt Poul hjem til Århus, og efter en enkelt Flensburger Dunkel på torvet fulgte Torben samme vej. Senere på dagen fik vi besked fra mekanikeren. Det var ikke pakningerne, der var noget galt med, men rørenheden var kaput. En ny kunne ikke umiddelbart skaffes, der kunne komme til at gå så lang tid som til en gang i slutningen af næste uge. Midt i den trælse situation øjnede jeg muligheden for at rejse hjem til Århus i den uge, hvor vi alligevel bare skulle ligge uvirksomme i Rendsburg. Hvis vi gjorde det, ville jeg kunne komme med til min søn Emils afslutning på filmskolen Potemkin, hvor de film, han havde klippet i løbet af forårssemesteret ville blive vist. Det begyndte jeg at glæde mig til. Om aftenen samledes det halve af Rendsburg på torvet for at se fodboldkampen mellem Tyskland og Ghana på storskærm. Vi blandede os og drak Flensburger Dunkel. Vi kom til at stå sammen med en snes politibetjente, der så fodboldkamp mens de afventede eventuelle uroligheder. Efter kampen gik menneskemængden meget målbevidst bort fra torvet, og vi fulgte med. Turen endte temmelig umotiveret ved en tankstation. Under stor bevågenhed fra politiets side købte enkelte fodboldfans lidt ind i tankkiosken, imens mængden opløstes. Vi var ret forundrede. 
Fodbold på storskærm på torvet i Rendsburg
Torsdag morgen vågnede jeg midt i en drøm om Emil. Han sang en meget smuk sang for mig. Ordene smuttede for mig med det samme, men melodien skrev jeg ned med nogle streger på et stykke papir, så snart jeg vågnede. Derfor kan jeg den lille melodistump endnu. Drømmen forstærkede min lyst til at tage hjem til hans afslutning den følgende tirsdag. Senere på dagen fik vi at vide af mekanikeren, at han ikke kunne skaffe en ny rørenhed hverken i Tyskland eller Holland, og at der ville gå mindst tre uger før han kunne skaffe den fra Japan. 
Den nedtrykte besætning drikker Flensburger Dunkel i Regatta Verein Rendsburg. Henning, Jens og Frands
Hele turens gennemførelse stod nu på spil. Hvis vi ikke kom af sted fra Rendsburg i løbet af nogle få dage, ville det ikke være muligt at nå til Sydportugal på sommerturen. Og hvis vi ikke nåede til Sydportugal på sommerturen ville vi ikke kunne gennemføre turen til Brasilien og Caribien. Jeg ringede til Ole. Vi blev enige om, at den eneste løsning var at skrue den gamle rørenhed tilbage på plads i varmeveksleren og derefter affinde os med dels at motoren blev kølet direkte med saltvand, dels at vi skulle lænse en spand vand ud for hver dag, vi sejlede for motor. Jeg var havnet i den situation, jeg havde haft bange forudanelser om i månedsvis. Jeg havde påtaget mig at sejle båden til Normandiet, men selvfølgelig under forbehold for dårligt vejr og andre acts of God. Men når turens gennemførelse kom på spil, ville jeg være under pres for at sejle under forhold, hvor jeg ville havde foretrukket at afvente bedre vejr eller hvad der nu skulle til, i dette tilfælde fremskaffelsen og montagen af en ny rørenhed til varmeveksleren. Emils afslutning på filmskolen gik jeg nu endegyldigt glip af. Senere har jeg fået fortalt, at han iklædt smokingjakke og et slips, han lånte af mig, modtog stående ovationer for sit klippearbejde. Jeg snakkede med Karin i telefon. Jeg fortalte, at jeg ville sejle til Normandiet med en defekt varmeveksler og lænse hele vejen, men svor, at jeg derefter aldrig igen ville bevæge mig søværts. Jeg ringede til mekanikeren, og vi aftalte, at han skulle komme næste dag og skrue den gamle rørenhed i. Fredag oprandt, mekanikeren kom og skruede den gamle utætte rørenhed tilbage i motoren. Da han startede motoren, løb vandet ud af varmevekslerens påfyldningsstuds. Han klippede et lille stykke slange til og satte i klemme ved låget for at gøre det om ikke tæt, så tættere. Han formanede os om, at vi ikke måtte sige til nogen, at han havde lært os det trick. Det hjalp nu ikke meget. Jeg betalte, og han tvang mig til at skrive under på, at han ikke havde afleveret motoren i funktionsdygtig stand. Da han var taget af sted, beregnede jeg hvor meget vand, der nu løb ud af varmeveksleren under almindelig gang. Jeg fik det til 3-4 gange så meget som før, varmeveksleren blev skilt ad. Rationelt set var det ikke så stort et problem. Vi skulle lænse en gang imellem, når vi brugte motoren, det var det eneste. Men det gav rigtig dårlig karma. Først at mekanikeren var kommet med de mange advarsler om, at det her ikke gik godt i længden, derefter at han tvang mig til at skrive under på, at han fralagde sig ansvaret, og endelig, at havet altså nu løb ind i båden i endnu stridere strømme. Det var ikke det, der gav mig lyst til at sejle ud på Nordsøen. Jeg tænkte på Jesu hånds forsvinden igen. Var det forvarslet om, at vi fik problemer med varmeveksleren? Eller var problemerne med varmeveksleren endnu et forvarsel om endnu tungere problemer senere? Hvad var det næste? Jeg ringede til Ole og meddelte, at jeg ikke ville sejle ud på Nordsøen med den defekte varmeveksler. Det var et vilkår. Så måtte det gå som det kunne. Senere på dagen ringede Ole tilbage. Han havde skaffet en ny rørenhed, som han ville sende med Hanne og Tonny, når de kørte til Rendsburg og påmønstrede lørdag aften. Hvad hele den samlede tyske og hollandske marineindustri ikke kunne klare på under en månedstid, ordnede Ole på en eftermiddag i Danmark. Vi øjnede nu en mulighed for at komme af sted om mandagen. Vejret havde i flere dage været meget stille, og selv om det jo ikke er det mest interessante sejlervejr, så var det langt at foretrække for modvind. Kunne vi nu bare få rørenheden skiftet igen allerede om mandagen. Vi var ved at være trætte af at drikke Flensburger Dunkel på torvet i Rendsburg, så om aftenen forsøgte vi igen at finde Recall, det sted, hvor vi drak pitou i 2002. Det lykkedes, men stedet var lukket på grund af ferie. Vi traskede lidt rundt i byen og fandt Charleston, en Bierkeller, hvor man havde serveret øl siden Christian IV’s tid, om end nok ikke under samme navn. Vi drak øl, fortalte de omkringsiddende om vores tur og vores problemer, og vi fik en masse nye venner. Vi fortalte, at vi havde tænkt os at tage en tur til Hamburg næste dag, men de anbefalede os i stedet at tage til Kiel og Kieler Woche. Lørdag morgen kørte vi med tog til Kiel. Først blev vi lidt skuffede over, at der ikke var nogle både og skibe i havnen. Men vi var rundt omkring og kiggede på det kolossale cirkus, der fyldte hver eneste ledige plads i byen. Vi drak en øl her og der, hørte lidt musik, fik lidt at spise etc. Hen på eftermiddagen kom skibene, der havde været ude på fjorden til arrangementer der, tilbage til havnen. Så blev der noget at se på, store tall ships, hjuldampere, små veteranbåde og alt derimellem. Vi gik lidt mere rundt, men der er ikke så meget ved at gå rundt og kigge på en fest – det er sjovere at deltage. Jeg tænkte over, hvordan det ville være at ligge her med Den Vilde Jagt eller et andet skib, for eksempel Neerlandia, der annoncerede efter gaster. 
Havnen i Kiel under Kieler Woche
Da vi var tilbage i Rendsburg, kom Tonny og Hanne ombord sammen med Tonnys mor og hendes hund. Søndag viste vi Tonny og Hanne byen, det vil sige vi drak Flensburger Dunkel på torvet. Om aftenen spiste vi på restaurant Alter Landsknecht. Jeg fik en ret, der bestod af tre slags kød, kalkun, kylling og svin, alt stegt, lagt i champignonflødesovs og gratineret med ost i ovn, ovenpå var lagt en stilk broccoli overhældt med bearnaisesovs, dertil kartofler brasede sammen med bacon. Hvad dette måltid eventuelt måtte mangle i elegance, havde det til overmål i antallet af kalorier. Typisk tysk, tror jeg, jeg tog et par kilo på mens vi lå i Rendsburg. Mandag morgen kontaktede vi igen mekanikeren. Han havde dårligt tid og ville ikke love, at han kunne nå at skifte rørenheden allerede mandag. Vi var lidt skuffede. Vi tænkte os om, og lidt senere ringede vi og foreslog, at vi selv pillede varmeveksleren af og gik over til ham med. Han ville ikke afvise, at det kunne fremme ekspeditionen. Som tænkt så gjort. Han havde hjemme et par kilometer fra havnen på den anden side af byen ved kanalen. På vejen hjem tog vi en lille tur med den meget ejendommelige svævefærge, der hænger under jernbanebroen over kanalen. I mellemtiden gjorde vi klar med indkøb af proviant, diesel og andre fornødenheder. Klokken 15:30 ankom mekanikeren, som vi nu kendte godt. Han skruede varmeveksleren på plads, fyldte kølevand på og startede motoren. Han kiggede eftertænksomt på den, og efter nogle minutter, hvor vi var lidt bekymrede for, om alt nu også var som det skulle være, erklærede han motoren i orden. Klokken 16:00 havde vi betalt, og han var afsted igen. (Fortsættes...)
2010-12-17 klokken 19:58:00. Kommentarer (0)
|
|
Århus - Holtenau
Kort før afgang mistede vi Jesu hånd. Det forskrækkede mig, men overfor de mange mennesker, der var dukket op for at tage afsked med Den Vilde Jagt, lod jeg som ingenting. Jeg jokede med det dårlige varsel, deltog i at lempe vores ekstralange langtursankerkæde ombord, og da motoren blev startet og fortøjningerne kastet, fik jeg råbt til konen: ”Karin! Hvis de ringer fra Egå Bådudstyr, så sig, at jeg er på vej til Brasilien.” 
Ankerkæden lempes ombord
Afgang. Om bord er fra venstre mod højre: Torben, Ole, Jens, Frands, Jørgen, Poul, Henning
Familie og venner vinker farvel
Uden en vind og i let regn styrede jeg båden ud af havnen. Vi satte kursen mod Mårup Havn på Samsø, hvor Jørgen, der var kommet til i sidste øjeblik, skulle sættes i land. Roen faldt over båden, og den bredte sig til mig. Foreløbig ville de næste dage gå med at sejle den sædvanlige togtstart-weekendtur med de sædvanlige deltagere, Poul, Torben og mig, i år desuden Henning og Jens, der skulle sejle med helt til Sydeuropa, og endelig Ole det første døgnstid. Det plejer at være enormt hyggeligt, og da det i sagens natur altid foregår i de beskyttede indre danske farvande, ville det ikke kunne give meget stress. Nordsøen lå stadig en uges tid forude. 
Vindstille ved Samsø
Vi nåede Mårup, fik afleveret Jørgen og fortsatte nord om Endelave, stadig for motor i total vindstille, ind imellem let regn. As Hoved og Juelsminde om styrbord, Æbelø om bagbord. Ole igangsatte forskellige vedligeholdelsesarbejder. Vi nåede Middelfart uden andre havarier end at mine sko var blevet våde. Det kan dog også være ret alvorligt. Sidste gang, jeg havde våde sko liggende i min kahyt, troede Ole, jeg havde slagtet et dyr. Lugten var den samme. Vi gik op i byen for at finde et hyggeligt sted at drikke en øl. Vi gik forbi det sted, hvor jeg mente, at jeg i 1982, da Henrik og jeg var i byen den første sommer, havde læst en inskription på en bjælke i et gammelt hus: ”Redeligst Regnskab, varigst Venskab.” Vise ord, som jeg har gjort til mit credo i de tyve år, jeg har været kasserer i Den Vilde Jagt og diverse andre bådefællesskaber. I al den tid, gennem gode oplevelser, gennem konflikter med trusler om sagsanlæg og med en omsætning i løbet af de tyve år på flere millioner (alene turen til Brasilien 2010-2011 har et budget på omkring 200.000,- kr), er der aldrig nogen, der har bedt om at revidere mine regnskaber. Jeg opfatter det som en tillidserklæring, som jeg selv næsten ikke ville have turdet vise mig. Da jeg på en cykeltur i 2007 søgte efter huset og inskriptionen, kunne jeg imidlertid ikke finde det, heller ikke da jeg snakkede med nogle folk på Middelfart bymuseum. Jeg må have læst den inskription i en anden by. Men visdomsordet kan jo være godt nok endda. Middelfart var øde. Vindheksene trillede hen ad asfalten mens besætningens seks medlemmer skulder ved skulder langsomt gik op gennem strøget med klirrende sporer. Vi nåede det værtshus, hvor Henrik og jeg i 1982 drak øl og gammel dansk mens vi diskuterede visse detaljer af den marxistiske historieopfattelse. Det samme værtshus, som Ole og jeg på sejlturen hjem fra Svendborg weekenden efter efterårsferien i 1994 også opsøgte. Dengang var der Leben und Tanzen auf dem Tisch. Levende musik, højrøstet snak, latter, larm og øl i stride strømme mødte os, da vi trådte ind. Vi lod os flyde med strømmen. Da det i øvrigt udmærkede band annoncerede det næste nummer, begyndte folk at råbe ”Egon, Egon,” og sangeren i bandet måtte overlade sin plads til Egon, der greb en elektrisk guitar og sang: If you are looking for trouble
just look me right in my eyes.
If you are looking for trouble
just look me right in my eyes.
....
I’m your hoochie coochie man.
I’m your hoochie coochie man. Egon var en rigtig bluesmand, og han så ud, som han mente hvert ord, ingen smil, han kiggede ikke engang ud over publikum. Vi fik af andre gæster at vide, at Egon lige var blevet løsladt, og at det var hans hjemkomstfest, der helt dominerede værtshuset den pågældende aften. (Egon er et dæknavn, den forhenværende delinkvents navn er undsluppet min erindring.) På et tidspunkt var jeg ude på toilettet. To lokale folk var også i gang derude. Den ene spørger den anden: ”Hvis det her nu var en stålpla’e og man hørte den’her ly’:” han bankede på en dør, ”hvad var det så?” Det vidste den anden mand ikke, så han fortsatte: ”En svensker på firs meter vand.” Det var kort efter, at færgen Estonia gik ned i Østersøen på vej fra Estland til Stockholm, og rejser man søværts, er vittigheden ikke sjov. Lørdag den 19. juni 2010 sketer der ikke noget interessant det pågældende sted. Det var blevet et pænt sted, hvor de spillede Hansi Hinterseer og andet pænt musik. Vi gik videre og fandt lidt senere en beværtning, hvor der var mere folkelig stemning. I haven var der opslået et stort telt, og flere steder var der opsat store fjernsyn. Folk skulle se landskamp, vi slog os ned og så det danske landshold vinde over Cameroun med 2-1. Bagefter gik vi ned mod havnefronten, hvor vi på en café i stål og glas og havnehygge støbt i beton bestilte øl. Bortset fra et bordfuld unge kvinder, der kunne have været vore børn, var der ingen udover os på caféen. Vi drak Hoegaarden, der som bekendt serveres i nogle brede ret massive glas. To af os fik dog almindelige Royal-glas. Da vi kort efter bestilte endnu en omgang, og de tog glassene ud, fik vi at vide, at de kun havde de samme fire hoegaarden-glas på caféen. Tja. Der Untergang des Abendlandes. Næste morgen, før jeg stod op, blev jeg igen knuget af tanken om Jesu hånd, som vi havde mistet. Det skete i de dage, hvor vi klargjorde Den Vilde Jagt i Egå Marina, at jeg allerdybest nede i båden, allerinderst i bunden af den allernederste skuffe i en lille æske pakket ind i en gammel klud og lagt i en plasticpose, fandt et ca. 3 mm langt stykke plastik, der tydeligvis var knækket af et eller andet, og som var så vigtigt, at man havde gjort sig den store umage med at gemme det så godt. Jeg vidste med det samme, hvad det var: Jesu hånd. Jesus har uanfægtet af stormes rasen og bølgers hærgen stået på kahytsruffet på bagbord side af lugen siden Den Vilde Jagts hjemkomst fra jordomsejlingen i 2002. Han holder den højre hånd strakt ud fra kroppen i en favnende gestus, mens han med venstre hånd holder en bog med latinske citater. Somme mener, der slet ikke er tale om Jesus, men derimod om Jomfru Maria, men jeg er ligeglad, om det så er Mozart, der kommer ned fra Ararats Bjerg med tavlerne med de syv dødssynder. Enhver er salig i sin tro, og jeg tror, det er Jesus. I al den tid, jeg har kendt ham, har han manglet den højre hånd, der sikkert er brækket af under en af hans mange ture ned på cockpitdørken. Nogen havde altså omhyggeligt gemt den afbrækkede hånd, og nu havde jeg fundet den. Jeg lagde den frem på ruffet ved siden af Jesus, så jeg kunne lime den på ved lejlighed. 
Jesus - eller hvem det nu er - har for en gangs skyld forladt sin plads ved siden af lugen for at posere i aftenlyset et sted på Cap Verde
Der lå den de næste dage. Jeg tænkte, at den lå lige så sikkert, som Jesus havde stået der i alle de år. Men om morgenen den 19. juni, kort før vi tog af sted, så jeg, at nogen havde gjort ruffet rent, Jesu hånd var blevet taget for en brødkrumme eller noget andet snavs, og nu var den borte. Jeg er ingeniør. Jeg er kvadratisk, praktisk, god. Jeg er hverken troende eller overtroisk. Men derfor er der jo ingen grund til at udfordre skæbnen. Og Jesu hånds forsvinden opfattede jeg som en stærk advarsel om, at denne tur godt kunne risikere at ende galt. I forvejen havde jeg a bad feeling about turen over Nordsøen. Jeg havde bestemt mig til at trække mig tilbage fra alle aktiviteter på gyngende grund, og nu skulle denne tur være min sidste. Men når man har bestemt sig til at stoppe, skal man aldrig tage en sidste tur – det er altid den, det går galt på. Jeg rystede de negative tanker af mig og stod op. Inden vi kunne komme af sted, skulle vi tanke diesel. Det viste sig, at der ikke var en tank på havnen. Jeg gik over på nabobåden, en fiskerbåd, der sejlede med lystfiskere. En af folkene ombord tilbød at køre mig op i byen. Jeg fandt de to nyindkøbte plastikdunke frem, lod mig køre op til den nærmeste tankstation, fyldte dunkene, købte et par øl til besætningen på fiskerbåden, og snart var der fyldt diesel på tanken. Så kiggede vi til motoren. Under den lå en spand vand, som vi lænsede ud. Vi undersøgte tætningssystemet ved skrueakslen nøjere, og vi konstaterede, at det ikke var helt tæt. Vi gjorde hvad vi kunne for at reparere det, og det så ud til at lykkes. Ole afmønstrede, og vi andre tøffede videre i høj sol og vindstille. Under den gamle Lillebæltsbro, ned gennem Snævringen med de skovklædte kyster, vest om Årø og ned gennem Alssund til Sønderborg, til sidst på turen for sejl. Vi kom gennem Kong Christian X Bro, og vi søgte et sted at ligge langs kajen mellem broen og Sønderborg Slot. Der var ingen ledige pladser, så vi kiggede efter den bedste anden båd at ligge udenpå. Vi fik øje på et mærkeligt fartøj. På en tilsyneladende ganske almindelig pæn stor sejlbåd var der bygget en iskiosk. Vi tænkte, at det nok var en, der lå temmelig permanent, så vi valgte den at fortøje udenpå. Vi gik op i byen, men søndag aften i Sønderborg er ikke noget at skrive hjem om. Alt var lukket. Til gengæld fik vi besøg af Kristian, der var på egnen sammen med sin familie. Næste morgen (mandag) åbnede iskiosken. Ejeren var en langtursejler, der havde giftet sig med en cubaner. Hun skulle have noget at lave i Danmark, og manden havde udtænkt idéen med at sælge is fra båden. I begyndelsen blot med en køletaske på dækket, men efterhånden med en komplet iskiosk bygget op omkring mast og rig. Manden lyttede ivrigt til vores planer om at sejle til Brasilien, han ville gerne have været med. Efter en tur i byen, hvor jeg købte gummistøvler, kiggede jeg til motoren. Der stod atter en spand vand under den. Da det næppe kom ind ved stævnrøret, tænkte jeg, at det muligvis kunne komme ind gennem kølesystemet. Jeg kiggede efter vand i varmeveksleren, og som det havde været tilfældet siden vi renoverede den vinteren før, var den fuld af vand helt til randen. Jeg fjernede et par deciliter, lænsede båden og startede motoren. Da vi sejlede, fik vi is med på vejen af vores nabo. Cuba si, yanques no. Vi sejlede de få hundrede meter over på den anden side af sundet for at tanke diesel ved tanken, der ligger hvor i sin tid Sønderborg Yachtværft lå. Jeg skrev om stedet i 2007. Vi startede ikke motoren, da vi gik ud igen, men lavede en fin havnemanøvre for sejl. Stille og roligt og i høj sol gik det ud ad Flensborg Fjord, ned langs Angeln døde vinden, og vi var igen for motor. Ved indsejlingen til Kieler Förde så vi 20-30 varmluftsballoner stige til vejrs – der var åbenbart ballonfestival. Vi kom på nøjagtigt det samme tidspunkt af året som i 2007, og Kieler Woche var i fuld gang. Ind gennem fjorden myldrede det med skibe, nogle moderne men de fleste veteranskibe. 
Sønderborg slot om bagbord. Torben, Poul og Jens
Poul betragter et veteranskib på Kieler Förde
Vi lagde til ved slusen ind til Kielerkanalen, der også hedder Kaiser-Wilhelm-Kanal og Nord-Ostsee-Kanal. På et lille sted fik vi en omgang godt tysk øl, som vi drak ved et udendørs bord alt imens de lukkede udskænkningsstedet. ”Weltstadt Kiel,” sagde en tysker ironisk, da han gik forgæves. (Fortsættes...)
2010-12-17 klokken 19:42:50. Kommentarer (0)
|
|
Det sidste togt 2010
Den dramatiske men 100% sandfærdige beretning om hvordan jeg mistede Jesu hånd og nær var blevet lokket af sirener, men trods alle farer nåede sikkert til den gamle vikingeby Havbro. Beretningen er delt i tre afsnit, Århus til Holtenau, Rendsburg og Nordsøen.
2010-12-15 klokken 22:32:48. Kommentarer (0)
|
|
I et hjørne af Himmerland
Aalborg Stiftstidende tirsdag den 17. januar 1961: Lokalhistoriker vil kalde Hals-Egense færgen ”Guld-Harald””Det sorte sogn” Mou kommer frem i projektørlyset i løbet af foraaret Omkring paaske ventes den nye Hals-Egense færge at sætte over Limfjorden for første gang. Det bliver en stor dag for de to kommuner, der har arbejdet saa stærkt for denne sag, Hals og Mou, og ikke mindst i Mou – engang kaldet det sorte sogn – venter man, at der vil ske en rivende udvikling. 
Den vil naturligvis først og fremmest komme omkring Egense, hvor udviklingen næsten har staaet stille, siden fyret byggedes i 1875, men ogsaa den øvrige del af kommunen ventes at faa gavn af den nye færgetrafik. Den omstridte skole I de senere aar der der begyndt en række store projekter i forbindelse med færgeruten. For fire-fem aar siden begyndte udbygningen af ca. 20 km strandvej fra Øster Hurup til Egense fyr, og dette arbejde er nu færdigt, bortset fra 100 m, som ikke kan gøres klar, før skolen bliver revet ned.
Vejen er anlagt, saa den skal gaa gennem Egense skole paa langs, og hvis det var gaaet efter sogneraadets plan, skulle den for længst have været færdig. Da vejarbejderne begyndte, købte kommunen en grund i Egense by, og det var meningen, at der her skulle bygges en ny skole, men den nye skolelov satte en stopper for planerne, og sogneraadet besluttede da at overføre børnene til Mou Centralskole og udvide denne.
Paa et orienterende møde blev disse planer forelagt beboerne i Egense skoledistrikt, men her stødte sogneraadet uventet paa stærk modstand, og dermed var bolden givet op til den meget omtalte skolestrid, der kulminerede i en afstemning blandt beboerne i skoledistriktet.
Af 193 stemmeberettigede mødte de 177 op og afgav deres stemme, og med overvældende flertal, 173 stemmer mod 3 nej og een blank, sikrede Egense-boerne sig ret til at beholde skolen.
Men det hjalp ikke meget. Vejen var anlagt, saa den standsede 10 meter fra skolens gavl og fortsatte paa den anden side, saa skolen kunne ikke blive staaende. Kommunen købte saa smedemester Carl Jensens hus og smedie i Egense, og indretningen af en skolestue i smedien og en i huset er nu sat i gang. Skolestuerne skal være færdige snarest muligt, saa den gamle skole kan komme væk, for vejen skal være færdig, naar færgeruten aabnes. 
Udviklingen ved fyret I november 1958 rejstes et nyt 21 meter højt bagfyr paa ”Hjørnet”, og det gamle fyr fra Christian IX’s tid blev revet ned. I foraaret 1959 blev de første spunsplanker til den 400 meter lange mole til færgelejet drevet ned i fjordbunden, og for enden af den er selve molehovedet med færgelejet bygget. Der mangler kun selve broklappen og uddybning, og dette bliver klaret i løbet af foraaret.
Et areal paa 3,5 tønder land øst for vejen helt ude ved molen er af Mou kommune blevet beplantet og stillet til raadighed til campingplads. Kommunen agter ikke selv at drive campingpladsen, men har ført forhandlinger med Dansk Camping Union angaaende leje af pladsen, men endnu er man ikke naaet frem til at faa en aftale eller kontrakt i stand.
Ved campingpladsen, og til dels paa den sløjfede gamle vej, har kommunen anlagt parkeringspladser, der allerede i den forløbne sommer er blevet flittigt benyttet af de mange turister, der har været ude at se paa færgelejet. Paa den anden side af vejen er murene rejst til et motel og en servicestation.
Ind langs Limfjorden i nærheden af molen har direktør Svend Andersen, Aalborg, købt 18,5 tønder land i tilslutning til sin sommerbolig ”Færgehuset” . Arealet er nu udstykket i 49 store sommerhusgrunde, og i løbet af det næste par maaneder skal der anlægges en 8 meter bred vej mellem grundene, og der skal bygges en lang badebro ud i fjorden. Direktør Andersen har allerede haft mange forespørgsler paa grundene, men han aabner ikke for salget før til paaske. Frem i lyset! Det er efterhaanden mange aar siden, ”Hjørnet” fik elektrisk lys, men det ligger langt fra den nærmeste transformator, og ledningsnettet er ikke senere blevet udbygget. Gaardejer Ejler Andreassen, Brøndbjerggaard, der er formand for transformatorforeningen, siger:
- Vort ledningsnet har i flere aar været overbelastet, fordi der er for mange sluttet til, og med den udvikling, der er sat i gang herude, skal der for fremtiden bruges meget mere strøm, end vi kan levere. Nu skal der bygges en transformator her, saa forsyningen kan være klar i god tid før færgerutens aabning.
Desværre har vi mødt en del modstand med hensyn til højspændingsmasternes placering, for i vor mekaniserede tid, da mange landmænd har mejetærsker og andre store maskiner, er ingen landmænd interesseret i at have saadanne master til at staa i vejen midt paa en mark. Men med ganske faa undtagelser er alle formaliteter og aftaler dog nu i orden, og hvad angaar de sidste vil jeg pointere, at baade transformatorforeningen og elektricitetsselskabet foretrækker forhandlingens vej frem for ekspropriation, der blot vil fordyre og forsinke bygningen af transformatoren.
- Kan færgeforbindelsen trække nye folk til, saa der vokser en by op her?
- Nej, den eneste mulighed for, at ”Hjørnet” med tiden kan blive til en ny by, er en fabrik af en eller anden art herude, og det ser vi naturligvis gerne. Ellers er det for tidligt at spaa om udviklingen, men jeg tror, der i løbet af faa aar vil ligge en stor sommerhusby her. Der er jo allerede nu en meget stor interesse for grundene. Af almindelige huse er der kun ca. 10, foruden gaardene, og jeg tror ikke, der bliver bygget ret mange flere. Egenseøre og Guld-Harald Lokalhistorikeren, gaardejer Niels Hansen Steffensen, der kun bor en halv kilometer fra det nye færgeleje, er ikke saa meget interesseret i de turister, færgeforbindelsen vil bringe til egnen, som i at faa ”Hjørnets” navn ændret til det oprindelige ”Egenseøre”. 
- Stedet er første gang nævnt i historien i 1577, og da var navnet Egenseøre. I dette aar blev der rejst to høje varder af tømmer for at lette de søfarende indsejlingen til Limfjorden.
Under Christian den Fjerde blev der i 1647 anlagt en stor skanse i Hals og et par mindre paa Egensesiden til forsvar for indsejlingen, og arbejdet fortsattes under Frederik den Tredje. Efter denne periode ændredes navnet i de gamle optegnelser til Egense Skanse.
I 1875 blev der opført et, efter den tids forhold, moderne fyr, og gradvist ændredes navnet til Egense Fyr.
Som tiden gik, blev fyret umoderne, og nye fyrsystemer blev stillet op, og for ca. 50 aar siden dukkede navnet Hjørnet for første gang op, og i dag bruges begge betegnelser, baade ”Fyret” og ”Hjørnet”.
Efterhaanden som det nye fyr blev rejst, degraderedes fyret fra 1875 til redskabsskur, og efter rejsningen af det nyeste i 1958 blev det revet ned.
Niels Hansen Steffensen har til baade sogneraad og stednavneudvalg indsendt forslag om, at navnet ændres til ”Egenseøre”, og han venter spændt paa afgørelsen.
Ogsaa til færgen har Niels Hansen Steffensen et navn, nemlig Guld Harald. Saadan hed den første mand, der i historien er nævnt i tilknytning til Hals og Egenseøre. Han var en brorsøn til kong Harald Blaatand.
I en fortælling fra midten af det 10. aarhundrede hedder det, at Harald Graafeld, der nogle aar tidligere var blevet konge i Norge, kom til Hals og laa med sine skibe og ventede paa Harald Blaatand, som han efter aftale skulle møde der. Saa kom Guld-Harald med ni veludrustede skibe og udfordrede ham til kamp, og de steg med deres mænd i land paa Nordmandshagen, hvor Harald Graafeld med de fleste af sine mænd faldt efter en heftig strid. De faldne blev begravet paa Odden ved Hals, der derefter fik navnet Normandshagen. Senere blev Guld-Harald for øvrigt fanget af Hakon Jarl og hængt, og hans gravhøj findes endnu i Hals. 35 aars ophold i færgefarten Færgeforbindelse mellem Egense og Hals er for øvrigt ikke nogen ny idé. I Hugo Matthiesens bog ”Limfjorden” omtales en flok korsfarere, der paa deres vej til Det hellige Land blev færget over fra Hals til Egenseøre, og op gennem tiderne har der altid været een eller flere færgemænd i Hals, indtil den sidste i 1925 lagde op paa grund af alder.
Paa det tidspunkt var vejnettet saa godt udbygget, og forbindelserne til Aalborg saa gode, at ingen længere gad rejse fra Mou til Hals for at gøre indkøb, saa den gamle færgemand fik ingen afløser. Kom der en sjælden gang en rejsende, der ville sættes over, maatte han akkordere med stedets fiskere om det eller benytte færgemanden fra Mou Bro, hvor der indtil for et par aar siden var fast færgemand. Meget gammelt i sognet For turister er der nok at se paa i Mou sogn. Cirka tre kilometer fra færgelejet kommer man til Egense by, der har smaa 200 indbyggere. Der er kun ganske faa nyere huse, og flere af gaardene er de samme, som laa klumpet sammen i byen i udstykningstiden omkring aar 1800. Alderspræsidenten er, saavidt det har kunnet opklares, det ca. 300-aarige ”Gammel-Elses Hus”, der nu er købt af en aalborgenser og indrettet til sommerbolig. Egense gamle skole, der omtrent er 100 aar, blev i 1930 overtaget af borgerforeningen og bygget om til forsamlingshus.
Længere mod øst, bag forsamlingshuset, ligger nogle af byens ældste gaarde, og til disse knytter sig en morsom tradition, der stadig er blevet holdt i hævd. Kun een fisker tilbage Tidligere var fiskeriet hovederhverv i baade Egense og Dokkedal, men i Egense er der nu kun een erhvervsfisker tilbage. Omkring aarhundredskiftet var der syv fuldriggede fiskerbaade i Egense, og ved en optælling i 1924 var der i Egense og Dokkedal i alt 70 fiskerbaade, men siden er de forsvundet, dels af mangel paa havn, men mest af mangel paa kvalificeret medhjælp.
Omkring aar 1400 skal Dokkedal have været en lille købstad med borgmester, raadmænd, byfoged og en kongelig sildesalter, mens den nu kun er en almindelig landsby, og ogsaa i Egense var der en ”Kongelig salter”, der opkøbte og saltede sild til det kongelige hof og flaaden, og byerne var dengang kendt for de store sildefangster.
Længere mod syd, mellem Egense og Dokkedal, begynder Mulbjergene, der danner et naturligt læ for Dokkedal by. Paa Mulbjergene har der i mange aar været restauration; i begyndelsen var det blot et træhus med grusgulv og jernmøbler, men senere blev restauranten bygget op i sin nuværende skikkelse. Det skete i flere etaper, eftersom turiststrømmen voksede. Der kom saa en stille periode, hvor restauranten førte en hensygnende tilværelse under forskellige bestyrere, indtil den for to-tre aar siden købtes af det nuværende værtspar, Annelise og Erik Husted, der gav den en haardt tiltrængt modernisering og døbte den om til Restaurant Mulbjerg. Aaret efter købte Annelise og Erik Husted den ligeledes stærkt forfaldne Dokkedal kro, og efter en gennemgribende restaurering aabnedes den under navnet Muldbjerg Kro. Begge steder er nu blevet yndede udflugtssteder, der sommeren igennem er godt besøgt af turister og af egnens folk, og om vinteren er Mulbjerg Kro det naturlige samlingssted for byens folk.
Vestpaa fra Dokkedal breder vildmosen sig. Her er i de senere aar blevet bygget en mængde nye husmandshjem, men store dele af mosen ligger stadig uberørt hen. Paa vejen ud til mosen ligger Dokkedal skole, og her saavel som i den gamle skole har lokalerne i over 100 aar været benyttet til gudstjenester om søndagen, forrettet af præsten i Mou. Gennem mange aar har man i Dokkedal arbejdet paa at faa bygget en kirke, og det ser ud til, at der skulle være en chance for at faa bevilling og byggetilladelse allerede i aar. Tegningerne er for længst færdige, og der er indkøbt en grund i nærheden af skolen.
Kirken bliver præget af sit nære naboskab med vildmosen, da baade døbefont og to store kors skal laves af moseeg, som der findes meget af paa egnen.
Længere ude mod Øster Hurup ligger Knarmbu, hvor der ifølge overleveringen engang skal have ligget en kirke. Udforskningerne er overladt til Nationalmuseet.
I udkanten af Dokkedal har baadebygger Knud Sørensen i løbet af to aar faaet en god virksomhed stillet paa benene. Han startede med i sin kælder at bygge pramme og joller, som i mangel af anden udvej blev lempet ud ad kældervinduet, naar de var færdige. For kort tid siden slog han ind paa ogsaa at bygge speedbaade af finer eller glasfiber, og efterspørgslen er nu blevet saa stor, at han har maattet tage to mand til hjælp, og han har maatte bygge et større værksted.
Sørensens baade bliver solgt til hele Jylland, og i efteraaret var han helt i Hillerød for at levere en baad.
Ogsaa omkring Mou er der sommerhusbyggeri i gang. I Skellet er der allerede bygget 38 sommerhuse, og ved den tidligere restaurant ”Frydenstrand” skal der igen laves sommerrestauration, og der skal rejses en større sommerhusby paa gaardens jord, der ligger lige ned til Limfjorden. 
Sogneraadsformanden optimistisk Hos sogneraadsformand Henry Nielsen samles alle traadene i den kolossale udvikling i det før saa fredelige sogn. Det omfatter vejarbejde var paabegyndt, da han i 1958 afløste Karl Jensen paa posten som sogneraadsformand, og siden har han haft sin tid fuldt optaget af forhandlinger.
Noget let hverv har det ikke været, og i Egense blev han under skolestriden, upopulær hos mange, men han har gjort et stort arbejde for at klare sagerne paa bedste maade i sognets interesse.
- Det er min mening, siger han, at der nu bliver meget bedre skoleforhold i Egense, end der nogensinde tidligere har været. Børnene faar bedre plads og lyse, moderne lokaler i stedet for de mørke skolestuer i den gamle skole, og legepladsen bliver indrettet i god afstand fra den stærkt trafikerede vej. Jeg er godt klar over, at mange i Egense endnu er utilfredse med løsningen af skolestriden, men jeg tror, at de fleste vil blive tilfredse med den nye skole, naar de ser den færdig.
Der bliver en skolestue i den tidligere smedie og en i huset, og for tiden bygger vi bolig i Mou til læreren.
Der er sat fuld kraft paa arbejdet, for vi skal helst have skolen klar i god tid, før færgefarten begynder, saa vi kan faa den gamle skole væk. Den midlertidige omkørsel ved den gamle skole er simpelthen en dødsfælde for bilister, der ikke er kendt her.
Turistmæssigt set tror jeg, færgeruten vil faa stor betydning for kommunen, og der er ingen tvivl om, at vi gaar en god tid i møde. I den tid anlægsarbejdet har staaet paa, har der været trængsel paa vejen til Egense Fyr, og der har været god brug for kommunens parkeringspladser baade hverdage og søndage.
Ihvert fald de første to-tre aar vil forbindelsen trække mange turster til, fordi det er noget nyt, men paa længere sigt vil det blive godstrafikken, der sammen med rutebiltrafikken vil gøre sig stærkest gældende.
Der er for øvrigt allerede givet koncession til en direkte rute fra Randers til Frederikshavn med to daglige forbindelser.
- Hvordan med sommerhusbyggeriet ved Egense Fyr?
- Vi arbejder for tiden paa en byggevedtægt, og der vil ikke blive givet tilladelse til noget sommerhusbyggeri, før den er vedtaget. Vi har et daarligt eksempel paa ukontrolleret byggeri i sommerhuskolonien i Skellet, og skure af den art skal der ikke bygges ved fyret!
Der er ingen tvivl om, at der inden længe vil ligge en stor sommerhusby dernede, for der er jo god efterspørgsel efter grundene. Kommunens campingplads staar færdig til at tage imod gennemrejsende turister, og jeg tror, der kommer mange, for turistmæssigt set er Mou sogn og vildmosen jo endnu et uudforsket land. Annoncerne på avissiden: 
Min fars annonce - der også skimtes i ovenstående billede, anden spalte øverst: 
2010-09-28 klokken 19:18:45. Kommentarer (4)
|
|
|
|
